Smeden på bænken – en af Herlevs mest kendte skikkelser

Der var engang, hvor næsten alle i Herlev kendte “Smeden”.

Ikke fordi han ejede en smedje eller arbejdede midt i byen. Men fordi han hver eneste dag sad på den samme bænk foran plejehjemmet ved hjørnet af Herlev Bygade og Herlevgårdsvej. Med en pilsner ved siden af sig, lidt brød til duerne og altid tid til en snak med dem, der kom forbi.

For mange blev bænken ganske enkelt kendt som Smedens bænk.

Et fast holdepunkt i bybilledet

I slutningen af 1960’erne og gennem 1970’erne var han en del af Herlevs hverdag.

Regn, sne eller høj sol gjorde ingen forskel. Han sad der næsten hver dag med sin sixpence, sit slidte arbejdstøj og sit rolige væsen. Børn hilste på ham. Voksne stoppede op og udvekslede et par ord. Han kendte mange – og endnu flere kendte ham.

Selv om alle kaldte ham Smeden, var det de færreste, der kendte hans rigtige navn.

Erik Rée

Bag tilnavnet gemte sig Erik Søren Kristian Rée, født den 24. maj 1903 på Frederiksberg.

Hans barndom var langt fra let.

Da Erik var seks år gammel, rejste hans far til Amerika og forsvandt ud af familiens liv. Hans mor stod alene tilbage med fem små børn i en tid, hvor fattigdom var forbundet med stor skam, og hvor den offentlige hjælp var beskeden.

Familien klarede sig blandt andet takket være fattiginspektør K.K. Steincke, som havde forståelse for de fattiges vilkår og af og til sørgede for ekstra mærker, der kunne bruges hos købmanden og slagteren.

Læretiden som smed

Som 14-årig kom Erik i lære som smed hos smedemester Schiøler.

Læretiden var hård, og lønnen beskeden, men i 1922 stod han med sit svendebrev.

Den første svendeløn lød på 72 kroner om ugen – mange penge efter datidens forhold. En stor del gik dog til at hjælpe moderen og de yngre søskende, som stadig havde brug for hans støtte.

Arbejdsløshed og nye veje

1930’ernes arbejdsløshed tvang ham væk fra smedefaget i en periode.

Han arbejdede blandt andet som chauffør, blev gift og fik barn, inden han igen kunne vende tilbage til sit håndværk.

Under besættelsen blev han ansat hos smedemester Jens K. Scarffe, og senere fulgte han med, da virksomheden flyttede til Herlev og opførte fabrik på Vesterlundvej. Her blev Erik en betroet medarbejder, som mødte allerede klokken fire om morgenen for at tænde op og gøre klar til dagens arbejde.

En kendt skikkelse i Herlev

Efter arbejdslivet blev bænken ved plejehjemmet hans faste plads.

Her sad han og betragtede livet i byen. Man kunne også tit finde ham ved “De 8“.

Han fodrede duerne, nød sin øl og hilste på de mange mennesker, der passerede forbi. For børnene var han næsten en institution, og for de voksne et menneske, man altid kunne få en snak med.

Han blev en del af Herlevs identitet.

Smedens bænk

Der findes mennesker, som sætter deres præg på en by uden at eje en forretning, være politiker eller stå i spidsen for noget stort.

Smeden var en af dem.

Hans bænk blev et uofficielt mødested og et lille stykke lokalhistorie, som mange stadig husker med et smil.

I sommeren 1978 havde en ukendt Herlev-borger skåret ordene “SMEDENS BÆNK” ind i bænken foran plejehjemmet. Selve bænken er siden blevet udskiftet, men historien lever videre. For mange ældre Herlev-borgere vil Smeden altid være manden med sixpencen, duerne og det venlige nik – en af de skikkelser, der gjorde byen lidt mere menneskelig.

“Smedens Hus” i Herlev refererer til en historisk bygning og en del af Herlevs historie. Denne bygning og dens historie er en del af Herlevs lokalhistorie, som er blevet dokumenteret og delt af flere lokale historikere og interesserede. Smedens Hus er et symbol på den gamle håndværkertradition og en del af byens kulturelle arv.