Smørmosen – fra stenalderens sø til Herlevs grønne åndehul

I den nordlige del af Herlev, tæt ved grænsen til Gladsaxe, ligger Smørmosen. I dag kender mange området som et grønt åndehul med stier, sø, fugleliv og tæt bevoksning. Men bag det fredelige landskab gemmer sig en historie, der strækker sig tusinder af år tilbage.

Smørmosen fortæller både om istidens landskab, stenalderens mennesker, en forsvundet landsby, tørvegravning og den moderne bys forsøg på at bevare et stykke af det gamle Herlev.

Navnet Smørmosen synes at være opstået i første del af 1900-tallet som et sprogligt sidestykke til Fedtmosen. Det ældre navn Fedmosen kan dokumenteres på udskiftningskortet fra 1772 og menes at være knyttet til et “fed” – en landtange mellem de to moseområder. Da Fedmosen senere blev til Fedtmosen, opstod det nærliggende navn Smørmosen for nabomosen.

Et landskab skabt af isen

Historien begynder længe før de første mennesker kom til Herlev.

Smørmosen og den nærliggende Fedtmose ligger i bunden af en bred tunneldal i et område, som blev formet under og efter den sidste istid. Da isen forsvandt, efterlod den et kuperet landskab med lavninger, søer og vandhuller.

Det landskab kan stadig genkendes i den nordlige del af Herlev. De mange små søer og vandhuller omkring Hjortespring er blandt andet rester efter såkaldt dødis – store isklumper, der blev liggende i landskabet og langsomt smeltede bort.

I lavningerne opstod med tiden moser. En af dem blev til det område, vi i dag kalder Smørmosen.

Mennesker ved mosen allerede i stenalderen

Smørmosen er ikke alene interessant som naturområde. Den er også et arkæologisk område.

I mosen er der fundet spor efter en boplads fra ældre stenalder. Fundet viser, at mennesker har opholdt sig ved søen flere tusinde år før Herlev eksisterede som landsby.

Et af de mest bemærkelsesværdige fund er en udhulet stammebåd. Sådanne både blev fremstillet af en enkelt træstamme, som blev udhulet, så den kunne anvendes til transport og fiskeri på søer og åer.

Stammebåden fra Smørmosen kom siden til Nationalmuseet.

Der er desuden fundet årer, lerkar og knogler fra jernalderen samt en del af et rensdyrgevir i området. Fundene viser, at mennesker gennem meget lange perioder har haft forbindelse til landskabet omkring mosen.

Det sted, hvor Herlevs borgere i dag går en søndagstur, har altså været benyttet af mennesker gennem årtusinder.

Tibberup Sø

Smørmosen har ikke altid heddet Smørmosen.

Tidligere blev den kaldt Tibberup Sø eller Tubberup Sø. Navnet kom fra landsbyen Tibberup, der lå i nærheden.

Tibberup eksisterer ikke længere. Landsbyen forsvandt i 1670’erne i forbindelse med oprettelsen af herregården Hjortespring.

Dermed forsvandt selve landsbyen fra landskabet, men navnet levede videre omkring mosen og Tibberup Å.

Senere blev mosen også kaldt Kongens Mose, før navnet Smørmosen blev det almindelige.

De skiftende navne er små spor efter de forskellige perioder i områdets historie.

Mosen bliver opdelt

Omkring midten af 1700-tallet skete der store ændringer.

Mosen blev opdelt i en række mindre lodder. De forskellige stykker kunne blandt andet bruges til jagt og græsning, men en særlig ressource fik efterhånden stor betydning: tørven.

I en tid før olie, naturgas og moderne fjernvarme var tørv et vigtigt brændsel. Tørven kunne graves eller skæres ud af mosen, tørres og derefter bruges som brændsel i ovne.

Tørvegravningen satte et meget tydeligt præg på Smørmosen.

Når tørven blev fjernet, opstod der huller, som siden blev fyldt med vand. De enkelte tørvegrave var ofte forbundet med grøfter og afvandingskanaler og adskilt af mindre forhøjninger i terrænet.

På den måde var det ikke kun naturen, der skabte Smørmosens landskab. Menneskers arbejde var med til at forme det område, vi ser i dag.

Smørmosens store sø

Det gælder også den store sø, som i dag er et af Smørmosens mest karakteristiske elementer.

Søen er omkring 27.000 kvadratmeter stor og er i væsentlig grad opstået som følge af tidligere tiders tørvegravning. De fleste steder er den op til omkring to meter dyb.

Midt i søen ligger to små øer med rørskov og træer.

Set med nutidens øjne kan søen virke som et oprindeligt og uberørt naturområde. Men den er samtidig et historisk landskab – et synligt resultat af generationers udnyttelse af mosen.

Tørvegravningen ophører

Tørvegravningen fortsatte ind i det 20. århundrede og ophørte først i 1940’erne.

På dette tidspunkt så området anderledes ud end i dag. Mosen var mere åben, og landskabet omkring den var præget af marker og store fritliggende gårde.

Da tørvegravningen og den øvrige udnyttelse blev mindre intensiv, begyndte naturen langsomt at overtage.

Rørskov bredte sig. Pil og birk voksede frem. Nogle steder udviklede krattet sig videre til egentlig sumpskov med blandt andet birk, el og ask.

Derfor kan man i Smørmosen i dag se forskellige stadier af en moses udvikling – fra åbent vand og rørmose til krat og skov.

Fredningen i 1944

Allerede mens tørvegravningen var ved at forsvinde, begyndte man at se området med nye øjne.

I 1944 blev Smør- og Fedtmosen fredet.

Det fredede område omfattede omkring 70 hektar. Mange år senere, i 2003, blev fredningen udvidet med omkring 60 hektar omkring Kildegården.

Hvor mosen tidligere først og fremmest havde været et område, som mennesker kunne hente ressourcer fra, blev hensynet til natur, landskab og rekreation nu stadig vigtigere.

Fredningen skulle blandt andet beskytte områdets biologiske og landskabelige værdier og samtidig sikre offentlighedens mulighed for at færdes i området.

Byen rykker tættere på

I årene efter Anden Verdenskrig ændrede Herlev sig voldsomt.

Landkommunen blev gradvist til en moderne forstad, og især i 1950’erne og 1960’erne blev store områder bebygget.

Også landskabet omkring Smørmosen blev påvirket.

Flere af områdets små vandhuller forsvandt som følge af dræning og opfyldning. Senere er en del af dem blevet genetableret som led i naturgenopretning.

Smørmosen kom dermed til at ligge som en rest af et landskab, der engang havde præget langt større dele af det nordlige Herlev.

I dag indgår området i Hjortespringkilen, der er en del af hovedstadsområdets system af grønne kiler.

Et landskab, der kræver pleje

Fredning betyder ikke nødvendigvis, at naturen blot kan overlades til sig selv.

Hvis Smørmosen fik lov til at udvikle sig helt uden indgreb, ville store dele af den med tiden gro til med krat og skov. Det åbne vand ville gradvist blive mindre.

Derfor har Herlev Kommune gennem årene gennemført naturpleje i området. Smørmosen blev blandt andet oprenset i 1990, 1995, 2003 og 2004 for at bevare områder med frit vandspejl og begrænse tilgroningen.

Det landskab, besøgende oplever i dag, er derfor både resultatet af naturlige processer og mange generationers menneskelige indgreb.

Et vigtigt naturområde

Smør- og Fedtmosen regnes i dag blandt de vigtigste naturområder i Hjortespringkilen.

Området består af en mosaik af søer, mosehuller, rørskov, krat, enge, græsningsarealer og dyrkede marker.

Det giver levesteder til et usædvanligt varieret dyreliv. Omkring 200 forskellige fuglearter er registreret som yngle- eller rastefugle i området.

Blandt de mere bemærkelsesværdige fugle er rørdrummen, som er observeret ved Smørmosens sø. Fuglen lever skjult i rørskoven og er langt oftere noget, man hører, end noget man ser.

Også spidssnudet frø og stor vandsalamander findes i området, ligesom man kan møde både hare og rådyr.

Fra brugslandskab til natur

Smørmosens historie viser, hvordan vores syn på landskabet har forandret sig.

For stenalderens mennesker var søen et sted, hvor man kunne fiske, sejle og finde føde.

For bønderne omkring Tibberup og Hjortespring var mosen en del af det landskab, der kunne bruges til græsning og jagt.

For senere generationer var tørven et værdifuldt brændsel.

Og for det moderne Herlev er mosen først og fremmest blevet et naturområde, som skal beskyttes og samtidig være tilgængeligt for mennesker.

Men sporene efter de tidligere anvendelser er stadig til stede.

Søen fortæller om tørvegravningen. Navnet Tibberup fortæller om den forsvundne landsby. Stammebåden fortæller om mennesker, der færdedes her tusinder af år før de første skriftlige kilder om Herlev.

Smørmosen som historisk landskab

Når man i dag går gennem Smørmosen, kan området ved første øjekast virke som et stykke natur, der altid har set sådan ud.

Det har det ikke.

Landskabet er blevet formet først af isen og siden af mennesker gennem flere tusinde år.

Netop derfor er Smørmosen mere end et naturområde.

Den er også et stykke Herlev-historie, hvor spor fra stenalderen, den forsvundne landsby Tibberup, 1700-tallets landbrug, tørvegravningen og det 20. århundredes naturfredning stadig mødes i det samme landskab.

Næste gang turen går gennem mosen, er det derfor værd at huske, at stierne ikke blot fører gennem et grønt område i Herlev.

De fører gennem flere tusinde års historie.

© 2026 Herlevs-Historie.dk. Juridiske politikker. Alle rettigheder forbeholdes. Denne artikel og dens tekst er ophavsretligt beskyttet. Teksten må ikke kopieres, gengives eller viderepubliceres helt eller delvist uden forudgående skriftlig tilladelse. Kilder og historisk materiale er angivet, hvor det er muligt.