Landsbyer i 1600/1700/1800-tallet (HE04)
Historien om Hjortespring begynder egentlig med Tubberup.
I middelalderen lå der en landsby i det nordlige Herlev, og gennem flere hundrede år var området præget af gårde, marker, moser og skove. Men i 1600-tallet ændrede landskabet sig dramatisk. Den gamle landsby blev nedlagt, og i stedet opstod Hjortespring Hovedgård.
Det blev begyndelsen på et nyt kapitel i Herlevs historie.
Tubberup bliver til Hjortespring
Tubberup var i 1600-tallet en lille landsby med gårde og huse. I 1651 omtales syv gårde, og efter svenskekrigene var landsbyen stærkt medtaget.
Efter krigen kom Tubberup tilbage under Kronens kontrol. I 1672 overdrog kong Christian V landsbyen til overjægermester Vincent Joachim Hahn. Han besluttede at nedlægge landsbyen og samle jorden i en ny hovedgård.
Året efter, i 1673, fik Hahn kongeligt frihedsbrev til den nye sædegård, som fik navnet Hjortespring.
Dermed forsvandt Tubberup som landsby.
En stor gård i stedet for en landsby
Hjortespring var ikke blot en almindelig gård.
Det var en hovedgård, hvor jorden blev samlet, og hvor bønder fra området kom til at være fæstere under godset.
Historiske kilder beskriver Hjortespring som en anseelig gård. I 1682 havde den 88 tønder hartkorn, hvilket viser, at der var tale om en betydelig landbrugsejendom.
Hjortespring bestod af flere bygninger. Her var blandt andet stuehus, stalde, magasin og et såkaldt Hollænderhus, der fungerede som mejeri. Nord for stuehuset lå en indhegnet have med frugttræer.
Det gamle landskab omkring Tubberup blev dermed organiseret på en helt anden måde.
Hvorfor hedder det Hjortespring?
Navnet Hjortespring er nyt i forhold til Tubberup.
Det blev skabt i forbindelse med oprettelsen af hovedgården i 1673. Trap Danmark forklarer, at navnet muligvis henviser til Vincents Hahns store interesse for jagt. Navnet er sammensat af hjort og spring og kan være inspireret af tyske navneformer som Hartsprung og Hirschsprunck.
Det er altså ikke et gammelt landsbynavn på linje med Tubberup.
Hjortespring er navnet på den nye hovedgård, som blev skabt efter Tubberups nedlæggelse.
Vincent Joachim Hahn
Vincent Joachim Hahn var en betydningsfuld person i 1600-tallets Danmark.
Han var overjægermester og havde et tæt forhold til kong Christian V. Han var stærkt optaget af jagt og skovdrift og samlede samtidig store jordbesiddelser.
For Hahn var Tubberup derfor ikke blot en landsby. Området kunne indgå i hans større godskompleks og give ham en sammenhængende ejendom.
Hjortespring blev en del af denne udvikling.
Hvad skete der med Tubberups bønder?
Nedlæggelsen af landsbyen betød en fundamental ændring for beboerne.
De syv gårde og de to huse, som Tubberup bestod af i 1672, blev nedlagt som selvstændige gårde, da Hjortespring blev oprettet.
Bønderne forsvandt dermed ikke nødvendigvis fra området, men deres forhold til jorden blev ændret. De kom til at indgå i det nye godssystem omkring Hjortespring.
Det gamle Tubberup som landsby eksisterede ikke længere.
Hjortespring under nye ejere
Hahn døde i 1680, hvorefter sønnen Alexander von Hahn overtog Hjortespring.
I 1702 blev hovedgården solgt for 16.000 rigsdaler til kammerjunker Peder Svendi Jensen Ferslev til Husumgård. Senere fulgte flere ejere.
I 1715 blev Hjortespring solgt til Jakob Einsperg, og i 1726 overtog højesteretsadvokat og regimentskvartermester Hans Henrik Ermandinger.
Hjortespring var altså gennem første halvdel af 1700-tallet en privat hovedgård med skiftende ejere.
Hjortespring bliver Kronens ejendom
I 1738 skete endnu en stor forandring.
Hjortespring blev købt af Kronen for 22.000 rigsdaler. Hovedgårdens bygninger blev efterfølgende revet ned, og jorden blev brugt til høavl for militærets heste.
Dermed forsvandt selve hovedgården.
Men jorden blev ikke opgivet.
Den fortsatte med at blive dyrket og havde stadig stor betydning for landskabet omkring Hjortespring.
1771 – Hjortespring bliver til gårde
Den næste store ændring kom omkring 1770–1771.
Hovedgårdens jord blev udstykket i 11 gårde.
Det er et meget vigtigt tidspunkt i Herlevs historie.
Den store samlede hovedgård forsvandt, og i stedet opstod et nyt landskab med flere selvstændige gårde.
Det er disse gårde og deres jorder, vi senere skal følge, når vi fortæller historien om Herlevs gamle gårde.
På den måde er der en direkte historisk forbindelse:
Tubberup
↓
Hjortespring Hovedgård
↓
Hjortespring-jorderne
↓
11 gårde
↓
senere boligområder, veje og moderne Herlev
Hjortespring lever videre
Selv om hovedgården forsvandt, overlevede navnet.
Navnet Hjortespring blev knyttet til det område, der tidligere havde været hovedgårdens jord, og det er fortsat et af de vigtigste stednavne i Herlev.
Herlev Kommune og Trap Danmark beskriver netop Hjortespring som et område, hvis navn går tilbage til den hovedgård, der blev oprettet i 1673.
Og landskabet omkring Hjortespring rummer stadig spor af den lange historie.
Smørmosen blev tidligere kaldt Tibberup eller Tubberup Sø efter den nærliggende landsby, som forsvandt i forbindelse med oprettelsen af Hjortespring.
Dermed lever både Tubberup og Hjortespring videre i stednavnene, selv om selve landsbyen og hovedgården for længst er væk.
Hjortespring i dag
Når man i dag bevæger sig rundt i Hjortespring, er det svært at se, at området engang var hjemsted for en middelalderlig landsby og senere en stor hovedgård.
Men arkæologien er begyndt at gøre historien mere synlig.
I 2023 fandt arkæologer fra Kroppedal Museum rester af middelalderlige bygninger ved Gl. Klausdalsbrovej og Hjortespringvej. Der blev blandt andet fundet munkesten, som blev anvendt fra 1100-tallet og frem.
I 2024 gennemførte Kroppedal Museum en større udgravning i området. Museet beskriver selv udgravningen som et forsøg på at finde spor efter den forsvundne Tubberup-landsby. Museet understreger samtidig, at landsbyens præcise placering endnu ikke er endeligt fastslået.
Det betyder, at historien om Tubberup og Hjortespring stadig bliver skrevet.
Fra Tubberup til Hjortespring
Hjortesprings historie er derfor historien om en dramatisk forandring:
Tubberup – landsbyen
→ 1672: landsbyen nedlægges
→ 1673: Hjortespring Hovedgård oprettes
→ 1738: Kronen overtager
→ 1770–1771: hovedgården nedlægges og jorden udstykkes
→ nye gårde og husmandssteder
→ Hjortespring bliver en del af det moderne Herlev
Det er en vigtig overgang i vores samlede fortælling om Herlev.
For med Hjortespring går vi fra middelalderens og 1600-tallets landsbysamfund til det landskab af gårde og landbrug, som senere skulle blive grundlaget for det moderne Herlev.
Tidslinje
1496 – Tubberup er dokumenteret skriftligt med seks-syv gårde i de historiske kilder.
1651 – syv gårde nævnes i Tubberup.
1658–1660 – svenskekrigene rammer området hårdt.
1672 – Christian V skøder Tubberup til Vincent Joachim Hahn, som nedlægger landsbyen.
1673 – Hjortespring Hovedgård oprettes.
1738 – Hjortespring kommer under Kronen, og hovedgården nedbrydes.
1770–1771 – Hjortesprings jord udstykkes i 11 gårde.
2024 – Kroppedal Museum undersøger området for spor efter den forsvundne Tubberup-landsby
Da 1800-tallet begyndte, var Herlev stadig et lille landsbysamfund. Gårdene, markerne, kirken og de få huse omkring landsbyen satte deres præg på hverdagen.
Men i løbet af århundredet begyndte Herlev langsomt at ændre karakter.
Det skete ikke på én gang. I mange år var landbruget fortsat det vigtigste erhverv, mens nye forbindelser, skole, post, håndværk og efterhånden jernbanen gradvist bragte Herlev tættere på København.
Ved århundredets slutning stod Herlev derfor med ét ben i det gamle landbrugssamfund og ét på vej ind i den moderne tid.
Et lille samfund ved århundredets begyndelse
I begyndelsen af 1800-tallet var Herlev og Hjortespring langt fra de store trafikveje.
De to landsbyer lå midt mellem de store ruter, men uden selv at ligge på en af hovedforbindelserne. Herlev og Hjortespring hørte samtidig administrativt og kirkeligt til Gladsaxe.
Det betød, at forbindelsen til omverdenen var mere besværlig, end vi kender den i dag.
Der fandtes endnu hverken jernbane eller moderne postvæsen.
Til gengæld var landsbyen tæt forbundet med de omkringliggende gårde og landbrugsjorder.
Landbruget var grundlaget
Herlev var gennem hele 1800-tallet et landbrugssamfund.
Gårdene producerede korn, hø og andre landbrugsvarer, men kvæg og mælk spillede også en vigtig rolle.
Gammelgård havde eksempelvis i midten af 1800-tallet en besætning på omkring 20–22 køer og en mælkeforpagter. I 1860 var der fire mælkeforpagtere i Herlev, og ved folketællingen i 1880 var tallet steget til omkring ti.
Mælken blev hentet fra gårdene, forarbejdet og solgt videre. Mælkeforpagterne blev dermed en vigtig del af forbindelsen mellem Herlevs landbrug og det voksende marked omkring København.
Mælk til København
Et senere erindringsmateriale giver et levende billede af mælkeforpagternes arbejde.
De modtog mælk fra gårdene, forarbejdede den til blandt andet fløde og smør og kørte derefter produkterne til restauranter, bagerier og institutioner eller rundt på mælkeruter i boligområderne.
Det fortæller noget vigtigt om udviklingen:
Herlev var stadig et landbrugssamfund, men landbruget var allerede en del af en større økonomi omkring København.
Skolen
Skolen var et andet vigtigt element i 1800-tallets Herlev.
Den gamle skole lå ved gadekæret, og et tilbageblik på forholdene i begyndelsen af århundredet viser, at undervisningen især koncentrerede sig om kristendomskundskab, skrivning og regning.
Skoleloven af 1814 ændrede rammerne for den danske folkeskole, men det tog tid, før ændringerne slog igennem lokalt.
I Herlev var skoleforsømmelser fortsat et problem gennem 1800-tallet. Samtidig var der udfordringer med kvaliteten af undervisningen og med at skaffe uddannede lærere.
En af de lærere, vi kender fra perioden, var G. H. Horst, som var lærer ved Herlev Skole fra 1842 til 1887. Et fotografi fra omkring 1875 viser ham sammen med eleverne.
Veje og dagvogne
Transport foregik naturligvis med heste.
Fra 1834 havde Frederikssund fast dagvognsforbindelse med København. Fra 1848 blev der oprettet en ugentlig person- og pakkepost, og omkring 1850 var der daglig postforbindelse til København. Vognene passerede Herlev, men kilderne fortæller ikke, hvor en eventuel lokal postudveksling foregik.
Det var en vigtig forbedring.
Men Herlev var stadig langt fra den direkte forbindelse til København, som senere skulle komme med jernbanen.
Posten kommer tættere på
I første del af 1800-tallet var postvæsenet endnu meget begrænset.
Den lokale post blev blandt andet håndteret gennem sognebude. Senere fik Herlev sin egen landpostrute, som gik gennem flere af de omkringliggende områder og landsbyer.
Det fortæller noget om, hvor anderledes kommunikationen var.
Et brev fra København til Herlev var ikke bare et spørgsmål om at gå til postkassen.
Det var en del af et større netværk af postvogne, sognebude, landpostbude og aftalte afleveringssteder.
Nye huse og flere mennesker
I løbet af 1800-tallet voksede befolkningen, men Herlev forblev et lille samfund.
Der kom nye huse til, og omkring den gamle landsby voksede et mere varieret samfund frem med gårdmænd, husmænd, håndværkere, tjenestefolk og andre erhverv.
Det var ikke længere kun gårdene, der tegnede billedet.
Smeden, hjulmanden, kroen, købmanden og skolen blev stadig vigtigere dele af det lokale samfund.
Landsbyen begyndte dermed langsomt at få nogle af de funktioner, vi forbinder med en mindre by.
Håndværk og handel
Håndværkerne var nødvendige i et samfund, hvor næsten alt blev udført lokalt.
Hjulmanden fremstillede og reparerede hjul til gårdenes vogne. Smeden arbejdede med jern og redskaber. Andre håndværkere tog sig af bygninger, tøj, sko og andre nødvendigheder.
Gadekæret var en del af dette miljø. Hjulmand og smed arbejdede blandt andet med hjul, som blev kølet i vandet efter smedningen.
Samtidig blev Herløv Kro et naturligt samlingssted i landsbyen.
København trækker
Anden halvdel af 1800-tallet blev en periode med store forandringer i Danmark.
København voksede kraftigt og blev en stadig større arbejdsplads.
Over hele landet skete der en kraftig afvandring fra landdistrikterne i anden halvdel af 1800-tallet. Byerne tiltrak arbejdskraft med nye arbejdspladser og bedre lønninger, og Herlev mærkede denne udvikling på grund af sin nærhed til København.
Det var en udvikling, der skulle få endnu større betydning i det næste århundrede.
1879 – jernbanen kommer
Det store vendepunkt kom i 1879.
Siden 1868 havde der været planer om en jernbane til Frederikssund. I 1875 blev det besluttet, at banen skulle gå direkte fra København over Frederiksberg til Frederikssund.
Der opstod derefter en lokal kamp om, hvor stationen skulle placeres – Husum eller Herlev.
Herlev vandt.
Stationen blev ganske vist placeret et stykke fra den gamle landsby, men den nye Frederikssundbane åbnede for drift den 17. juni 1879.
Det skulle vise sig at blive en af de vigtigste begivenheder i hele Herlevs historie.
Stationen ændrer forbindelsen til omverdenen
Jernbanen ændrede ikke kun transporten.
Den ændrede også postvæsenet.
Brevsamlingsstedet blev flyttet til stationen, og stationsforstander P. W. Stybe blev brevsamler. Landposten udgik nu fra stationen, og Herlev fik sin post med jernbanen i stedet for via Lyngby og Gladsaxe.
Stationen blev dermed hurtigt mere end et sted, hvor togene standsede.
Den blev et nyt kontaktpunkt mellem Herlev og resten af verden.
Herlev ved århundredets slutning
Omkring år 1900 var Herlev stadig langt fra den by, vi kender i dag.
Kirken, gadekæret, gårdene og landbruget var fortsat en væsentlig del af samfundet.
Men noget havde ændret sig.
Herlev havde fået:
bedre forbindelser
daglig post
jernbane
station
mere handel og håndværk
tættere forbindelse til København
Og befolkningen var ikke længere kun knyttet til landbruget.
Et samfund på tærsklen til en ny tid
Det er netop denne blanding, der gør Herlev omkring år 1900 interessant.
Den gamle landsby eksisterede stadig.
Men jernbanen lå nu gennem landskabet og delte Herlev i en nordlig og en sydlig del. Frederikssundsbanen kom til at dele Herlev i nord og syd, og hvordan gårde nord for banen brugte overkørsler for at få deres dyr ud på engarealerne syd for banen.
Den moderne udvikling var altså allerede begyndt at sætte sit fysiske aftryk på landskabet.
Fra landsby til moderne Herlev
1800-tallet var derfor ikke det århundrede, hvor Herlev blev til en moderne by.
Det var det århundrede, hvor forandringen begyndte.
I begyndelsen:
gårde – marker – kirke – landsby
Ved slutningen:
gårde – landsby – håndværk – handel – post – jernbane
Det gamle Herlev var stadig tydeligt, men forbindelsen til København var blevet langt stærkere.
Det næste store skridt kom i begyndelsen af det nye århundrede.
I 1909 blev Herlev en selvstændig kommune med omkring 900 indbyggere, hvor hovedparten stadig havde tilknytning til landbruget.
Men nu var fundamentet lagt.
Herlev var på vej fra landsby til stationsby.
Tidslinje
1800-tallets begyndelse – Herlev og Hjortespring er små landsbysamfund uden direkte forbindelse til de store hovedruter.
1814 – den nye skolelov ændrer rammerne for undervisningen.
1834 – fast dagvognsforbindelse mellem Frederikssund og København.
1842–1887 – G. H. Horst er lærer ved Herlev Skole.
1848–1850 – postforbindelsen til København udbygges til omkring daglig forbindelse.
1875 – beslutningen træffes om Frederikssundsbanens direkte linjeføring fra København.
17. juni 1879 – Frederikssundsbanen åbner, og Herlev får station.
Slutningen af 1800-tallet – København bliver en stadig stærkere arbejdsmarkedsmagnet, og Herlev mærker begyndende afvandring fra landbruget.
1909 – Herlev bliver selvstændig kommune med ca. 900 indbyggere.
© 2026 Herlevs-Historie.dk. Juridiske politikker. Alle rettigheder forbeholdes. Denne artikel og dens tekst er ophavsretligt beskyttet. Teksten må ikke kopieres, gengives eller viderepubliceres helt eller delvist uden forudgående skriftlig tilladelse. Kilder og historisk materiale er angivet, hvor det er muligt.
