Husvildebarakkerne på Markfuren
Markfuren i Herlev husede fra 1935 kommunale husvildeboliger for hjemløse og boligløse familier. Bebyggelsen fik tidligt et dårligt ry på grund af sin isolerede placering, pigtrådshegn og de enkle forhold uden elektricitet og med fælles toiletter.
Efter Anden Verdenskrig var boligmanglen enorm i Danmark. I Herlev blev der derfor opført husvildebarakker på Markfuren, hvor familier uden egen bolig kunne få et midlertidigt hjem. Barakkerne blev en vigtig del af Herlevs udvikling og husede gennem flere år mange lokale familier.
I 1968 blev barakkerne revet ned for at give plads til Lindehøj Kirke, og murstenene blev genbrugt i kirkebyggeriet.
I dag ligger Lindehøj Kirke som et markant vartegn på hjørnet af Tvedvangen og Højsletten. Få ved imidlertid, at stedet tidligere husede nogle af Herlevs mest omtalte og omdiskuterede boliger – de såkaldte husvildebarakker på Markfuren.
Da boligerne blev opført i 1935, var Danmark hårdt ramt af verdenskrisens følger. Arbejdsløshed, fattigdom og boligmangel prægede hverdagen for mange familier. Herlev Kommune besluttede derfor at opføre 12 lejligheder til hjemløse og boligløse borgere på et afsidesliggende stykke jord uden for den daværende landsby. Vejen dertil hed Markfuren, og den øde placering gav hurtigt området øgenavnet »Sibirien« blandt de lokale.
Efter datidens målestok var boligerne ganske solide. De var bygget i gule mursten og rummede små lejligheder med et eller to værelser. Men moderne bekvemmeligheder var der få af. Der var ingen elektricitet, og toiletforholdene bestod af fælles retirader udenfor.
Allerede inden de første beboere flyttede ind, skabte stedet debat. Omkring bebyggelsen blev der opsat et næsten to meter højt pigtrådshegn, hvilket vakte stærke reaktioner. Avisen Social-Demokraten omtalte ligefrem området som »Koncentrationslejren Herlev«, og kritikken blev så voldsom, at kommunen senere måtte fjerne den øverste række pigtråd.
Under og efter Besættelsen voksede boligmanglen i hele landet. Husvildeboligerne på Markfuren blev derfor et nødvendigt tilflugtssted for mange familier, men bygningerne forfaldt gradvist. I begyndelsen af 1950’erne beskrev aviserne forholdene som stærkt kritisable. Der blev fortalt om rotter, fugt og overfyldte lejligheder, hvor flere familier måtte dele faciliteter. Kritikken førte til en omfattende modernisering. Lejlighederne fik egne køkkener, elektrisk lys samt adgang til fælles vaskeri og toiletbygning.
Markfuren blev imidlertid også et sted, der fik et dårligt ry. Mange af beboerne kæmpede ikke kun med fattigdom, men også med sociale problemer, arbejdsløshed og misbrug. Samtidig boede der helt almindelige familier, som blot var havnet i en vanskelig situation. En af dem var familien Poulsen, der i slutningen af 1950’erne måtte flytte ind efter sygdom og arbejdsløshed havde kostet familiens bolig. Sønnen Willy Poulsen har senere fortalt, hvordan han oplevede både skammen ved adressen og stoltheden over et ordentligt hjem midt i de vanskelige omgivelser.
I 1960’erne var Herlev under hastig forandring. Parcelhuskvarterer, boligblokke og nye institutioner skød op overalt. Velfærdsstaten havde ændret samfundet, og de gamle husvildeboliger blev betragtet som et levn fra en svunden tid. I 1968 blev barakkerne revet ned for at gøre plads til Lindehøj Kirke. De gule mursten blev genbrugt i kirkebyggeriet, og dermed blev en fysisk del af Herlevs sociale historie bevaret.
Nedrivningen markerede samtidig afslutningen på en epoke. Husvildebarakkerne på Markfuren var det sidste synlige spor af den gamle fattighjælp, hvor kommunerne samlede hjemløse og socialt udsatte borgere i særlige boliger. Tilbage står fortællingen om et sted, der både rummede nød, håb, fordomme og sammenhold – og som minder os om, hvor meget Herlev og Danmark har forandret sig gennem det 20. århundrede.
