Herlev Kirke – mere end 600 års historie i hjertet af Herlev

Midt i det moderne Herlev ligger en bygning, der fortæller en historie, som rækker langt tilbage før villakvarterer, industri, station, hospital og højhuse. Herlev Kirke på Herlev Bygade er kommunens ældste bevarede bygning og et af de tydeligste vidnesbyrd om det gamle landsbysamfund, som Herlev voksede ud af.

Kirken har gennem århundreder været centrum for det religiøse liv i Herlev. Men den er samtidig et stykke lokal kulturhistorie, hvor man stadig kan finde spor efter middelalderens mennesker, reformationen, svenskekrigene, Københavns Universitet, gamle landsbygårde og det moderne Herlev.

Kirken er opført i gotisk stil og er indviet til Treenigheden. Den bygning, vi ser i dag, er imidlertid ikke opført på én gang. Den er resultatet af flere byggeperioder, der strækker sig over omtrent et århundrede.

Fra lille middelalderkirke til den kirke, vi kender i dag

Herlevs første kirke må have været en forholdsvis beskeden bygning.

Bygningsundersøgelser viser, at de ældste dele af den nuværende kirke – de to vestlige fag af skibet – stammer fra omkring år 1400. Den oprindelige kirke var en lille, såkaldt kullet kirke med et særskilt og smallere kor. Den var dermed betydeligt mindre end den bygning, der står på stedet i dag.

Kirken blev efterfølgende udvidet og ombygget. Omkring 1480 blev det oprindelige kor revet ned og erstattet af det nuværende bredere kor, som udgør de to østlige fag. Samtidig blev kirken udbygget med flere af de karakteristiske sengotiske bygningsdele.

Ifølge Lex er Herlev Kirke opført af munkesten, og flere af de oprindelige middelalderlige detaljer er stadig bevaret. Blandt andet findes de oprindelige nord- og syddøre i skibet stadig, om end norddøren senere er blevet udvidet.

Det betyder, at når man går ind i Herlev Kirke i dag, befinder man sig faktisk i et rum, hvor dele af murværket er mere end 600 år gammelt.

Matthis Jensen – manden der blev kaldt kirkens grundlægger

En af de mest spændende personer i Herlev Kirkes historie er Matthis Jensen.

Han var en såkaldt brydebonde. En bryde var oprindeligt en slags gårdbestyrer, som samtidig kunne have en økonomisk og ejerlignende position på gården. Dokumenter fra 1453 viser, at Matthis Jensen havde to gårde i Herlev.

Omkring ham opstod senere et sagn om kirkens tilblivelse.

Ifølge sagnet måtte befolkningen i det gamle Herlev gå til Gladsaxe Kirke for at komme til gudstjeneste. En tåget søndag morgen kunne folk imidlertid ikke finde vej til kirken. De bad derfor Gud om at få en kirke tættere på.

Natten efter skulle en engel have vist sig for Matthis Jensen.

Englen befalede ham at grave på det sted, hvor Herlev Kirke står i dag. Han skulle grave, indtil han fandt et stålkors, og over korset skulle der rejses et alter. Hvis han nægtede, ville han blive blind.

Det er naturligvis et sagn og kan ikke bruges som historisk dokumentation for kirkens grundlæggelse. Men historien har en særlig betydning, fordi Matthis Jensen faktisk er en historisk person, og fordi hans forbindelse til kirken kan dokumenteres.

Hans gravsten er bevaret og står i kirkens våbenhus.

På stenen står:

“Her ligger Matthis Jensen, fordum denne kirkes værge og grundlægger, med sine to hustruer, Gyde og Christina, som døde i 1480.”

Den latinske indskrift betegner ham som både kirkens værge og grundlægger.

Det er dog vigtigt at skelne mellem kirkens ældste bygning og Matthis Jensens rolle. Den ældste del af kirken er fra omkring 1400, mens Matthis Jensen døde i 1480. Derfor kan han ikke have grundlagt den første kirke på stedet.

Til gengæld er det meget sandsynligt, at han spillede en væsentlig rolle ved den store ombygning omkring 1480. Det er formentlig denne indsats, der ligger bag betegnelsen “kirkens værge og grundlægger”.

Matthis Jensen blev malet på kirkens væg

Matthis Jensen er ikke kun bevaret gennem sin gravsten.

Han er også afbildet på et af Herlev Kirkes middelalderlige kalkmalerier.

I kalkmaleriet med Nådestolen ses Treenigheden i centrum. Gud Fader holder den korsfæstede Kristus, mens Helligånden er fremstillet som duen. Ved siden af ses Jomfru Maria og evangelisten Johannes.

På den ene side knæler Matthis Jensen, og på den anden side hans to hustruer, Gyde og Christina.

Dermed er der skabt et meget usædvanligt direkte møde mellem lokal historie og middelalderlig kirkekunst: Vi kender navnet på en af de mennesker, der stod bag kirkens udbygning, og vi kan samtidig se ham afbildet i selve kirken.

Kalkmalerier fra 1400-tallet

Herlev Kirke har bevaret to særligt interessante kalkmalerier fra middelalderen.

De er udført af det såkaldte Isefjordsværksted, også forbundet med den såkaldte Isefjordsmester eller Vallensbækmaleren. Malerierne dateres til perioden omkring 1460-1480.

Det ene forestiller Nådestolen, mens det andet fortæller historien om Sankt Jørgen og dragen.

Nådestolen

Nådestolen er et billede på Treenigheden.

Gud Fader fremstilles med den korsfæstede Kristus, mens Helligånden er repræsenteret som en due. På hver side står Jomfru Maria og Johannes.

Nederst ses de lokale stiftere.

Her finder vi igen Matthis Jensen og hans to hustruer.

Det er netop denne kombination af et religiøst motiv og portrætter af konkrete personer fra Herlev, der gør kalkmaleriet særligt interessant i lokalhistorisk sammenhæng.

Sankt Jørgen og dragen

Det andet kalkmaleri fortæller den populære middelalderlige legende om Sankt Jørgen.

En frygtelig drage hærger landet, og befolkningen forsøger at holde den tilfreds ved at ofre mennesker til den. Turen kommer til prinsesse Kleodolinde.

Men Sankt Jørgen kommer til undsætning.

På maleriet ses prinsessen med sit kid, mens Sankt Jørgen kæmper mod dragen. En engel svæver over hans hoved, og prinsessens forældre følger kampen fra siden.

Historien ender med, at Sankt Jørgen redder prinsessen. Han afviser dog den belønning, som tilbydes ham, fordi han allerede har lovet sig til Jomfru Maria.

Kalkmalerierne er ikke blot dekoration. I middelalderen var de også en måde at fortælle historier på til en befolkning, hvor mange ikke kunne læse. Kirkerummet blev på den måde en slags billedbog.

Der har oprindeligt været flere kalkmalerier i Herlev Kirke. Ved undersøgelser i 1887-88 blev det konstateret, at flere var så beskadigede af tidens tand og tidligere reparationer, at de blev overhvidtet.

En kirke med karakteristisk sengotisk arkitektur

Herlev Kirke er et fint eksempel på dansk sengotisk kirkearkitektur.

Kirken er bygget af store munkesten, og især gavlene er karakteristiske.

Koret har en rigt dekoreret østgavl med trappeformede kamtakker og blændinger. De samme arkitektoniske virkemidler går igen på flere af kirkens tilbygninger.

Våbenhuset på kirkens nordside er særligt interessant.

Normalt blev våbenhuse placeret ved kirkens sydside, men Herlev Kirkes våbenhus ligger ved skibets norddør. Det er sandsynligvis den ældste af kirkens tilbygninger.

I våbenhusets sidemure findes et dekorativt mønster af sortbrændte sten, der danner et regelmæssigt rudemønster. Det er en af de detaljer, som gør bygningen arkitektonisk interessant.

Tårnet

Kirkens vesttårn er ligeledes sengotisk.

Det er opført af munkesten og har et karakteristisk saddeltag med gavle mod øst og vest. Gavlene er dekoreret med kamtakker og blændinger, så tårnet arkitektonisk hænger sammen med resten af kirken.

På nordsiden findes et trappehus, som giver adgang til tårnets øvre stokværk.

Tårnrummet er krydshvælvet og er forbundet med kirkerummet gennem en spidsbuet åbning.

Kapellet ved kirkens sydside

På kirkens sydside findes en bygning, der i dag fungerer som sakristi.

Oprindeligt blev den sandsynligvis opført som et kapel.

Det er bemærkelsesværdigt, fordi kapellet ligger mod syd, mens sakristier normalt blev placeret mod nord.

Også denne bygning er opført i munkesten og har en sengotisk kamtakket gavl.

I 1800-tallet blev både kirken og flere af dens bygningsdele imidlertid kraftigt ændret. Derfor er det ikke alle steder, hvor det oprindelige middelalderlige udtryk længere kan ses.

Reformationen ændrede kirkens ejer

Herlev Kirke blev ikke blot påvirket af de store religiøse omvæltninger i 1500-tallet. Den fik også en usædvanlig ejerhistorie.

Den 10. juni 1539, få år efter reformationen, overdrog kong Christian 3. Herlev Kirke til Københavns Universitet.

Universitetet overtog samtidig ansvaret for kirkens vedligeholdelse.

Det blev begyndelsen på et meget langt tilhørsforhold.

Herlev Kirke var knyttet til Københavns Universitet i næsten 400 år. Først i 1934 overgik kirken til selveje.

Det er en bemærkelsesværdig del af kirkens historie, fordi forbindelsen til universitetet betyder, at Herlev Kirke i århundreder var en del af en institution, der lå langt fra det lille landsbysamfund.

Herlev og Gladsaxe hørte sammen

I mange hundrede år var Herlev og Gladsaxe tæt forbundet kirkeligt.

Herlev var et anneks til Gladsaxe, og sognepræsten boede i Gladsaxe Præstegård og betjente begge kirker.

Selv da Herlev og Gladsaxe blev administrativt adskilt og blev to selvstændige kommuner den 1. april 1909, fortsatte det kirkelige fællesskab.

Først i 1921 blev Herlev Kirke sognekirke for et selvstændigt Herlev Sogn.

Det er en vigtig detalje i forståelsen af Herlevs historie.

Herlevs udvikling som selvstændigt lokalsamfund skete nemlig ikke på én gang. Den politiske, administrative og kirkelige selvstændiggørelse foregik over en længere periode.

Præstegården ved gadekæret

I begyndelsen af 1900-tallet fik Herlev dog sin egen præstlige tilstedeværelse.

Fra 1908 til 1920 boede en kaldskapellan i Herlev Præstegård.

Præstegården var en lille, stråtækt bygning mellem kirken og gadekæret.

Bygningen havde tidligere fungeret som skole.

Placeringen fortæller meget om det gamle Herlev. Kirken, skolen, præstegården og gadekæret lå tæt på hinanden og udgjorde sammen et centralt punkt i landsbyen.

Svenskekrigene – da Herlev Kirke blev ødelagt

En af de mørkeste perioder i kirkens historie kom under svenskekrigene 1658-1660.

Den svenske invasion ramte hele området omkring København hårdt.

Herlev Kirke slap ikke.

En synsforretning fra 1660 beskrev kirken som:

“ganske ilde medfaren.”

Alle vinduer og vinduesstænger var ødelagt.

Endnu mere dramatisk er traditionen om, at kirken blev brugt som stald for den svenske hærs heste.

Svenskerne opførte den store soldaterby Carlstad i Brønshøj, og materialer fra kirken samt fra sognets gårde og huse blev anvendt til byggeriet.

Herlevs befolkning blev samtidig ramt af alvorlig nød.

Ifølge den lokale kirkes historiske beskrivelse var befolkningen efter krigen omtrent halveret. I julen 1660 var nøden så stor, at selv kålstokke og ådsler blev taget i brug som føde.

Herlev Kirke blev dermed ikke bare et religiøst sted i krigsårene. Den blev direkte en del af den katastrofe, som ramte det lokale samfund.

Genopbygningen

Der gik mange år, før der var økonomi til at reparere kirken.

Først i 1696 var der penge til en større restaurering.

Genopbygningen blev afsluttet i 1702.

I tårnrummet hænger stadig en mindetavle over restaureringen. Den er udført i træ, er rundbuet og sortmalet med forgyldte bogstaver.

Øverst ses Guds øje i en trekant omgivet af stråler, og nedenunder ses Københavns Universitets gamle våben.

Tavlen er derfor både et minde om kirkens genopbygning og om dens særlige forbindelse til universitetet.

Kirkens inventar

Selv om en stor del af kirkens inventar blev udskiftet ved en omfattende istandsættelse i 1960-61, er der bevaret en række interessante ældre genstande.

Prædikestolen

Kirkens ældste bevarede inventarstykke er prædikestolen.

Den er udført i højrenæssancestil og kan sammenlignes med prædikestolene i blandt andet Gladsaxe Kirke og Hellested Kirke.

Prædikestolen består af fire fag med såkaldte hermefigurer – figurer, hvis underkrop er udformet som en søjle.

Over prædikestolen findes en samtidig sekskantet himmel.

Det farverige lilla og grønne udtryk er en del af dens karakteristiske udformning.

Alabastrelieffet fra 1671

På kirkens nordvæg hænger et alabastrelief fra 1671.

Motivet er Treenigheden omgivet af skyer.

Relieffet er et af de få ældre inventarstykker, der er bevaret i kirken.

Jørgen Roeds altertavle

Den tidligere altertavle er et maleri af den danske kunstner Jørgen Roed fra 1845.

Motivet er Jesu fodvaskning.

Altertavlen hænger i dag på kirkens nordvæg i skibet.

Den fortæller dermed også historien om den periode i 1800-tallet, hvor mange danske kirker fik nyt inventar og nye kunstværker.

Døbefonten

Døbefonten er fra 1857 og udført i sandsten.

Til fonten hører et samtidigt dåbsfad af bronze.

Kirkens klokker

Herlev Kirke har også historiske klokker.

En af klokkerne blev støbt i 1631 af klokkestøberen Johannes Kemmer.

På klokken findes en latinsk indskrift, der fortæller, at den blev støbt til brug for universitetets kirke i Herlev.

Klokken har et tværmål på 91 centimeter og tonen gis.

Den er dermed et fysisk vidnesbyrd om den lange periode, hvor Herlev Kirke hørte under Københavns Universitet.

1800-tallet – restaureringer ændrer kirkens udseende

Herlev Kirke har ikke stået uforandret gennem århundrederne.

Især 1800-tallet satte sit præg på bygningen.

De udvendige mure blev flere steder ændret og skalmuret. Det betyder, at der blev opført et nyt lag murværk uden på det gamle.

Det gælder blandt andet koret.

Dermed er noget af det middelalderlige murværk i dag skjult bag senere ændringer.

Samtidig blev flere af kirkens oprindelige detaljer ændret eller forsvandt.

Dette er en vigtig påmindelse om, at en middelalderkirke ikke nødvendigvis er et uforandret “museum”. Den er et resultat af mange generationers ændringer, reparationer og ønsker om at tilpasse bygningen til deres egen tid.

Den store istandsættelse i 1960-61

I 1960-61 gennemgik Herlev Kirke en omfattende indvendig istandsættelse. En stor del af det ældre inventar blev på dette tidspunkt fjernet eller udskiftet.

Det moderne kirkerum, som mange Herlev-borgere kender i dag, er derfor i høj grad præget af denne istandsættelse.

Stolestaderne og orgelpulpituret stammer eksempelvis fra denne periode. På den måde fik kirken et mere enkelt og moderne interiør, samtidig med at en række historiske genstande blev bevaret.

Bodil Kaalunds udsmykning

I 1990’erne blev kirkerummet igen ændret.

Kunstneren Bodil Kaalund, der er kendt for en lang række kirkeudsmykninger, fik opgaven med at skabe en ny udsmykning i koret.

Arbejdet blev udført i 1995-97. Baggrunden var blandt andet de gamle vinduesåbninger i korets østgavl. Efter svenskekrigene var de små vinduer blevet tilmuret. I stedet for at åbne dem igen valgte man at bruge nicherne kunstnerisk.

Kaalunds udsmykning tager udgangspunkt i Treenigheden og de tre store kristne højtider:

jul – påske – pinse.

Altervæggen er dermed blevet en moderne fortolkning af kirkens oprindelige teologiske tema.

I midten står korset, mens billederne omkring det fortæller om julen, påsken og pinsen. Alterbordets forside viser hyrdernes bebudelse.

Det er et interessant eksempel på, hvordan moderne kirkekunst kan føjes ind i en bygning med mere end 600 års historie uden at forsøge at gøre kirken “middelalderlig” igen.

Kirkegården

Kirkegården omkring Herlev Kirke er også en del af kulturmiljøet.

Den er gennem tiden blevet udvidet mod både nord og syd og er omgivet af en teglstensmur.

Mod nord findes murede portaler og indgange, der giver adgang til kirkegården.

Kirkegården bør derfor ikke betragtes som et område adskilt fra kirken. Den er en del af det historiske miljø omkring den gamle landsbykirke og fortæller gennem gravsteder og monumenter om tidligere generationer af Herlevs beboere.

Gravstenene i våbenhuset

I våbenhuset findes flere gamle gravsten.

Tre af dem stammer ifølge Lex fra 1480, 1657 og 1680.

Den mest berømte er naturligvis Matthis Jensens gravsten.

At denne sten stadig findes i kirken, gør Herlev Kirke særlig interessant. Her kan man bogstaveligt talt stå ansigt til ansigt med et menneske fra Herlevs middelalder.

Herlev bliver et selvstændigt sogn

Herlev Kirke havde i århundreder været knyttet til Gladsaxe.

Men i takt med at Herlev voksede, blev behovet for en selvstændig kirkelig organisation større.

Herlev og Gladsaxe blev kommunalt adskilt i 1909.

Det kirkelige fællesskab fortsatte dog.

Først i 1921 blev Herlev et selvstændigt sogn med Herlev Kirke som sognekirke.

Det var et vigtigt skridt i Herlevs udvikling som selvstændigt lokalsamfund.

Kirken blev dermed ikke længere blot kirken i en landsby, der hørte sammen med Gladsaxe. Den blev kirken for et selvstændigt Herlev Sogn.

500-års jubilæet i 1976

I 1976 fejrede Herlev Kirke sit 500-års jubilæum med højtidelige arrangementer og stor opmærksomhed fra både menigheden og lokalområdet. Jubilæet markerede et halvt årtusinde med kirkeliv, tradition og fællesskab i Herlev, og det gav anledning til at se tilbage på kirkens lange historie og betydning for byen gennem generationer.

Jubilæet blev markeret på Trinitatis søndag den 13. juni 1976.

Blandt de inviterede gæster var dronning Margrethe II og prins Henrik.

Jubilæumsåret fortæller samtidig noget interessant om kirkens historie.

I dag daterer bygningshistoriske undersøgelser kirkens ældste dele til omkring 1400, mens den store ombygning omkring 1480 er den periode, som i særlig grad forbindes med Matthis Jensen.

Når kirken i 1976 fejrede 500 år, var fokus derfor især knyttet til den sengotiske kirke og dens store udbygning.

Herlev Kirke i dag

I dag ligger Herlev Kirke ikke længere i udkanten af et lille landsbysamfund. Den ligger midt i en moderne by, omgivet af veje, boliger og byliv, som har vokset sig frem omkring den gennem tiden. Hvor kirken tidligere har været et naturligt samlingspunkt for en mindre lokal befolkning, står den nu som et historisk og kirkeligt vartegn i et langt større og mere urbaniseret område.

Rundt omkring kirken er Herlev vokset voldsomt gennem det 20. århundrede. Landsbyen er blevet til en forstad, og gamle gårde, marker og landsbygader er i vid udstrækning blevet erstattet af boliger, butikker, institutioner og trafik.

Alligevel står kirken tilbage. Det gør den til en fysisk forbindelse mellem det gamle og det nye Herlev.

Når man står ved kirken i dag, er det muligt at forestille sig det gamle landsbysamfund omkring gadekæret, præstegården og de gårde, som engang lå omkring kirken.

Herlev Kirke er derfor ikke kun en kirkehistorisk bygning. Den er også et centralt stykke af Herlevs historie.

En tidslinje over Herlev Kirke

Ca. 1400
De ældste dele af den nuværende kirke opføres som en lille gotisk kirke med skib og særskilt kor.

1400-tallet
Kirken udvides gradvist.

1453
Matthis Jensen omtales i dokumenter som ejer af to gårde i Herlev.

Ca. 1460-1480
Isefjordsværkstedet udfører kirkens bevarede kalkmalerier.

Ca. 1480
Det nuværende bredere kor opføres. Matthis Jensen forbindes med denne store udbygning.

1480
Matthis Jensen dør og begraves ved kirken sammen med sine to hustruer Gyde og Christina.

1539
Christian 3. skænker Herlev Kirke til Københavns Universitet.

1631
En af kirkens historiske klokker støbes af Johannes Kemmer.

1658-1660
Svenskekrigene rammer Herlev hårdt. Kirken beskadiges voldsomt.

1660
En synsforretning beskriver kirken som “ganske ilde medfaren”.

1696
En større restaurering af kirken kan påbegyndes.

1702
Genopbygningen afsluttes.

1845
Jørgen Roed maler den altertavle, som i dag hænger i skibet.

1857
Den nuværende døbefont af sandsten fremstilles.

1887-88
Kalkmalerierne undersøges. Flere beskadigede malerier overhvidtes.

1908-1920
En kaldskapellan bor i Herlev Præstegård ved gadekæret.

1909
Herlev og Gladsaxe bliver to selvstændige kommuner.

1921
Herlev Kirke bliver sognekirke i et selvstændigt Herlev Sogn.

1934
Kirken overgår fra Københavns Universitet til selveje.

1960-61
Omfattende indvendig istandsættelse. En stor del af det ældre inventar udskiftes.

1976
Herlev Kirke fejrer 500-års jubilæum. Dronning Margrethe II og prins Henrik er inviterede gæster.

1995-97
Bodil Kaalund udfører den moderne udsmykning af kor og altervæg.

I dag
Herlev Kirke fungerer fortsat som sognekirke og står som et af Herlevs vigtigste historiske monumenter.

Kirken som historisk tidskapsel

Herlev Kirke er noget ganske særligt, fordi så mange forskellige perioder af Herlevs historie kan aflæses i den samme bygning.

I murene findes spor fra middelalderens landsby.

I kalkmalerierne møder vi Matthis Jensen og hans familie.

I klokkerne og restaureringstavlen finder vi forbindelsen til Københavns Universitet.

I sporene efter ødelæggelserne fortæller kirken om svenskekrigene.

I prædikestolen og alabastrelieffet møder vi 1600-tallet.

I Jørgen Roeds altertavle ser vi 1800-tallets kirkekunst.

I den moderne udsmykning af Bodil Kaalund møder vi slutningen af 1900-tallet.

Og udenfor ligger kirkegården med minderne om generationer af mennesker, der har levet deres liv i Herlev.

Derfor er Herlev Kirke mere end en gammel bygning.

Den er en historisk tidskapsel.

Den fortæller historien om, hvordan Herlev gik fra middelalderlig landsby til moderne forstad – og den står stadig på næsten det samme sted, hvor Herlevs mennesker har søgt sammen i mere end seks århundreder.

© 2026 Herlevs-Historie.dk. Juridiske politikker. Alle rettigheder forbeholdes. Denne artikel og dens tekst er ophavsretligt beskyttet. Teksten må ikke kopieres, gengives eller viderepubliceres helt eller delvist uden forudgående skriftlig tilladelse. Kilder og historisk materiale er angivet, hvor det er muligt.