Herlev i 1930’erne – byen tager fart (HE10)
Fra landsbykommune til begyndende villaby
I 1930’erne blev det stadig tydeligere, at Herlev var på vej væk fra det gamle landbrugssamfund.
Forandringen var dog langt fra fuldført. Herlev var endnu en lille kommune, og omkring kirken, kroen og gadekæret fandtes stadig det gamle landsbymiljø.
Men rundt omkring begyndte gårdjorden at blive delt op.
Der blev udstykket grunde. Der blev bygget huse. Nye mennesker flyttede til. Byerhvervene voksede.
Herlev var ved at blive en villaby.
Krisen rammer
1930’erne begyndte ikke med fremgang.
Børskrakket i USA i 1929 udløste en international økonomisk krise, og Danmark blev også ramt.
Arbejdsløsheden var høj, og mange familier havde svært ved at få økonomien til at hænge sammen.
Men hen mod slutningen af 1930’erne begyndte situationen at forbedre sig. Byggeriet kom igen i gang, og de eksportorienterede erhverv – ikke mindst landbruget – så frem mod bedre tider.
I Herlev kom denne udvikling oven i en allerede igangværende forandring.
Markfuren i Herlev husede fra 1935 kommunale husvildeboliger for hjemløse og boligløse familier. Bebyggelsen blev opført som en midlertidig løsning i en tid med stor bolignød, men kom tidligt til at skille sig ud fra omgivelserne og fik hurtigt et dårligt ry. Den isolerede placering, pigtrådshegn omkring området og de meget enkle forhold bidrog til indtrykket af et sted, der stod langt fra almindelige boligstandarder. Her var der ingen elektricitet, og beboerne måtte klare sig med fælles toiletter, hvilket understregede de trange og primitive levevilkår.
Herlev var ikke længere kun landbrug
Det var ikke alle Herlevborgere, der arbejdede med landbrug eller gartneri.
Der var også:
- funktionærer
- arbejdere
- håndværkere
- mennesker med arbejde i og omkring Herlev
- mennesker, der søgte arbejde andre steder.
Det ændrede langsomt kommunens karakter.
Herlev var stadig tæt forbundet med jorden, men stadig flere mennesker havde deres økonomiske liv uden for det traditionelle landbrug.
Gårdene bliver til byggegrunde
Den store forandring kom gennem udstykningen.
Allerede i 1920’erne var nogle af kommunens gårde begyndt at blive udstykket, og byggeriet tog efterhånden fart.
Det var ikke kun et Herlev-fænomen. I mange omegnskommuner omkring København voksede idéen om villabyen frem.
Herlev fulgte den samme udvikling – blot lidt senere end nogle af de andre kommuner.
Marker, der tidligere havde været en del af en gård, kunne nu blive til: veje, grunde og huse.
Det var begyndelsen på den store ændring af Herlevs landskab.
De nye herlevborgere
Med udstykningerne kom også nye mennesker. Mange var københavnere, som søgte ud fra byen.
De ønskede sig et hus, lidt jord og mere luft omkring familien.
For dem kunne Herlev være attraktivt: Tæt på København – men stadig på landet.
Men mødet mellem de gamle beboere og de nye tilflyttere var ikke altid let. Der opstod ofte konflikter og modsætningsforhold mellem nybyggere og de gamle indbyggere.
“Nybyggerne”
Avisstoffet fra perioden viser, at der fandtes en vis mistro over for de nye beboere.
Der opstod blandt andet en forestilling om, at København sendte mennesker, der var vanskelige at håndtere, ud til omegnskommunerne, hvor de kunne belaste kommunernes fattigkasser.
Det var en myte, men den fortæller noget om stemningen.
De gamle herlevborgere oplevede, at deres lille samfund var ved at ændre sig hurtigt.
Det var ikke længere kun “vores landsby”.
Nye mennesker kom til med andre vaner, andre forventninger og andre krav til kommunen.
Villabyen
Det var netop dette, der gjorde spørgsmålet om villabyen så vigtigt.
Herlevs politikere kunne se, at udviklingen ikke kunne stoppes.
Men de stod med et problem:
Hvordan skulle man bygge en moderne by, når kommunen endnu ikke havde den nødvendige infrastruktur?
Det skulle vise sig at blive et af de store problemer i de kommende år.
Herlev var bygget på mosebund
Herlevs landskab gav særlige udfordringer for bebyggelsen. Kommunen var præget af mange moser, og grundvandsspejlet lå højt, hvilket gjorde jorden fugtig og ustabil mange steder. Store dele af Herlev var – og er – præget af tidligere moseområder, og det satte tydelige spor i både planlægning og byggeri. Det gjorde nybyggeriet vanskeligt, fordi man ofte måtte tage særlige hensyn til dræn, fundering og adgangsforhold. Et hus kunne godt bygges. Men vejen frem til huset kunne være et problem, og i nogle tilfælde var det næsten lige så krævende at skabe en brugbar adgang som at opføre selve bygningen.
Kloakkerne fulgte ikke med
Det største problem var kloakering.
Der var ikke penge nok til at følge boligbyggeriet op med en tilsvarende moderne infrastruktur.
Derfor kunne nye kvarterer opstå, uden at der samtidig var etableret ordentlige kloakker og dræning.
Resultatet kunne være ganske dramatisk.
Efter regn kunne der stå blankt vand omkring de nye huse.
Nybyggerne kunne opleve, at vejen til rutebilen krævede solide støvler.
Nogle tog endda skiftesko med på arbejde, fordi turen fra hjemmet til bussen kunne være så mudret.
Det moderne hus – på en umoderne vej
Det er et godt billede på 1930’ernes Herlev.
Man kunne have et nyt hus med moderne ambitioner.
Men uden for døren kunne der være: mudder, vand, dårlige veje og manglende kloakering.
Herlev var altså på vej ind i den moderne tid, men infrastrukturen kunne ikke altid følge med.
Byggeriet ændrer landskabet
Udstykningerne betød også, at det gamle landskab langsomt forsvandt.
Hvor der tidligere havde været: marker, gårde, gartnerier og åbne arealer, kom der nu: parcelhuse, veje, hegn og nye kvarterer.
Det var begyndelsen på den transformation, der senere skulle gøre Herlev til en tæt bebygget omegnskommune.
Marius Jensen – en ny type politiker
Den politiske udvikling fulgte samme spor.
I 1920’erne havde købmand Henrik Peter Knudsen og mælkeforpagter Jens Axelsen været de toneangivende sognerådsformænd.
Men en ny type politiker var på vej frem: Marius Peter Jensen.
Han var udlært smed og blev i højere grad repræsentant for de nye byerhverv.
Da han senere blev sognerådsformand, markerede det et vigtigt politisk skifte.
Det gamle landbrugssamfund var ikke længere alene om at sætte dagsordenen.
Herlevs politiske skifte
Ved kommunalvalget i 1925 havde De Konservative stadig 45,5 procent af stemmerne, mens Socialdemokratiet fik 35,3 procent.
Men udviklingen gik videre.
I 1937 fik Socialdemokratiet flertal i sognerådet, og Marius Jensen blev sognerådsformand.
Han beholdt posten til 1946.
Det var et historisk skifte.
Herlevs politiske ledelse var nu i højere grad forbundet med:
arbejdere og byerhverv
frem for det traditionelle:
landbrug og handel.
Herlev bliver en del af det større København
Selv om Herlev stadig var landlig, blev forbindelsen til København stadig stærkere.
Folk kunne bo i Herlev og arbejde andre steder.
Busser og jernbane gjorde det lettere at komme rundt.
De nye villakvarterer gjorde det muligt at bo tættere på naturen, men samtidig have forbindelse til hovedstaden.
Det var netop denne kombination, der skulle gøre Herlev attraktiv for de mange mennesker, som senere flyttede ud fra København.
En kommune i forandring
I 1930’erne havde Herlev derfor flere forskellige ansigter.
Der var stadig det gamle Herlev omkring:
kirken
gadekæret
kroen
gårdene
og de gamle huse.
Men samtidig voksede:
villakvartererne
gartnerierne
byerhvervene
og den nye befolkning.
Det var ikke længere en ren landsby.
Men det var heller ikke endnu den moderne forstad.
Herlev befandt sig midt imellem.
Mod 1940
Ved udgangen af 1930’erne var den økonomiske situation begyndt at forbedre sig, og byggeriet var igen kommet i gang.
Men en ny og langt større udfordring stod lige foran Danmark. Europa var på vej mod krig.
I 1939 brød Anden Verdenskrig ud. Og i april 1940 blev Danmark besat. Herlev gik dermed ind i en helt ny periode.
Det gamle landsbysamfund eksisterede stadig. Men krigen skulle ændre hverdagen, økonomien og udviklingen i kommunen.
1930’erne – det afgørende spring
1930’erne var derfor det årti, hvor Herlev for alvor begyndte at bevæge sig fra landsby til villaby.
Udstykningerne var begyndt.
Nye mennesker flyttede til.
Byerhvervene voksede.
Det politiske tyngdepunkt ændrede sig.
Men infrastrukturen haltede efter.
Det var endnu ikke den velordnede forstad, som Herlev senere skulle blive.
Det var snarere en kommune under forvandling – med nye huse på gamle marker og nye borgere på gamle gårdjorder.
Og netop derfor er 1930’erne et af de vigtigste årtier i historien om Herlevs forvandling.
Tidslinje
1920’erne – gårdjorder begynder at blive udstykket til boligbyggeri.
1930’erne – villabyen vokser, og flere nye beboere flytter til Herlev.
1930’erne – problemer med dræning, veje og manglende kloakering præger flere nybyggerområder.
1931–1969 – Valdemar Plantener arrangerer pensionistskovture i Herlev.
1933 – Jens Axelsen afløser Henrik Peter Knudsen som sognerådsformand.
1933 – Valdemar Plantener ansættes som pantefoged i Herlev Kommune og begynder sin lange kommunale karriere.
1937 – Socialdemokratiet får flertal i sognerådet, og Marius Jensen bliver sognerådsformand.
1939 – Anden Verdenskrig bryder ud i Europa.
1940 – Danmark bliver besat, og Herlev går ind i den næste store historiske periode.
© 2026 Herlevs-Historie.dk. Juridiske politikker. Alle rettigheder forbeholdes. Denne artikel og dens tekst er ophavsretligt beskyttet. Teksten må ikke kopieres, gengives eller viderepubliceres helt eller delvist uden forudgående skriftlig tilladelse. Kilder og historisk materiale er angivet, hvor det er muligt.
