Herlev i 1920’erne – stationsbyen vokser (HE09)
Da Herlev gik ind i 1920’erne, var kommunen stadig meget lille. Ved kommunens oprettelse i 1909 boede der omkring 900 mennesker, og i 1921 var tallet kun vokset til 1.158.
På overfladen var Herlev stadig en landsby. Men under overfladen var udviklingen i gang.
København rykkede tættere på. Industrialiseringen begyndte at kunne mærkes. Nye erhverv kom til, husene fik vand indlagt, vandværket måtte udvides, og nye transportformer gjorde det lettere at komme til og fra hovedstaden.
1920’erne blev derfor et vigtigt overgangsårti.
Herlev var stadig en landsby
Det er vigtigt at forstå, hvor lille Herlev stadig var.
I 1920’erne bestod byen i høj grad af den gamle bebyggelse omkring kirken og kroen. Herlev og Hjortespring var stadig præget af landbrug og mindre landbrugsejendomme.
Et senere tilbageblik af den første borgmester, L. Købke Rimmer, giver et levende indtryk af Hjortespring i 1928.
Da han og hans kone flyttede dertil, oplevede de Hjortespring som en landlig idyl med gamle gårde og huse og den gamle landsbygade, Rækken.
Da de året efter bosatte sig i Herlev, fandt de også her meget af den gamle landsby bevaret:
- kirken
- gadekæret
- kroen
- rejsestalden
- gamle stråtækte gårde og huse.
Det moderne Herlev var altså endnu kun på vej.
København kommer tættere på
Den store forandring var Herlevs beliggenhed.
Kommunen lå kun omkring 10 kilometer fra Nørreport, men i begyndelsen af 1920’erne kunne man stadig opleve Herlev og Hjortespring som meget landlige områder.
København voksede imidlertid kraftigt, og det storkøbenhavnske område begyndte at tage form.
Det gav Herlev en helt ny mulighed.
Byen lå tæt nok på København til at kunne drage fordel af væksten, men havde stadig billig jord og plads til nye boliger og virksomheder.
Byerhvervene kommer
I 1920’erne blev det stadig tydeligere, at Herlev ikke længere udelukkende var et landbrugssamfund.
Det var begyndelsen på, at byerhvervene kom til Herlev.
Det betød blandt andet, at flere mennesker kunne have arbejde uden for det traditionelle landbrug.
Den politiske udvikling afspejlede også denne forandring.
Ved folketingsvalget i 1924 fik Socialdemokratiet 48,4 procent af stemmerne i Herlev, mens Det Konservative Folkeparti fik 41,6 procent. Kilden bemærker, at valgresultatet tydeligt viste, at byerhvervenes folk var ved at få større betydning.
Det gamle landbrugssamfund var altså ikke forsvundet, men det havde fået konkurrence.
Fabrikken AMA
Et vigtigt symbol på industrialiseringen var AMA-fabrikken.
Under Første Verdenskrig blev der opført en fabrik i det område, hvor Herlev Bycenter senere skulle komme.
Fabrikken skulle fungere som grøntsagstørreri, hvor produkterne kunne indgå i videreforarbejdning som konserves. Tanken var blandt andet at levere til fødevareforsyningen under krigen.
Krigen sluttede imidlertid, før projektet for alvor kunne udvikle sig som planlagt. AMA blev senere revet ned i 1960’erne.
Men fabrikken har en vigtig plads i Herlevs historie, fordi den markerede et tidligt forsøg på at etablere industri i den gamle landkommune.
Gartnerierne vokser
Samtidig ændrede landbruget karakter.
Flere steder blev traditionelle landbrugsbedrifter afløst af gartnerier.
Gartnerierne passede godt til Herlevs placering tæt på København.
Byens voksende befolkning skabte et marked for frugt, grøntsager og andre friske varer.
Samtidig kunne gartnerierne udnytte den jord, der tidligere havde været almindelige landbrugsmarker.
Herlev var derfor stadig et landbrugssamfund – men landbruget var ved at ændre form.
Lille Birkholm
Et af de sidste store landbrug var Lille Birkholm. Lille Birkholm var det eneste rigtig store landbrug, der fortsatte i kommunen, mens andre landbrugsbedrifter gradvist blev afløst af gartnerier.
Lille Birkholm fortsatte som landbrug helt frem til begyndelsen af 1970’erne. Det er interessant, fordi det viser, hvor længe det gamle landbrugslandskab faktisk overlevede midt i den voksende by.
Vandet kommer ind i husene
En af de mere usynlige, men meget betydningsfulde forandringer var vandforsyningen.
I 1920’erne blev der efterhånden lagt vand ind i husene, og vandværket måtte udvides, fordi byggeriet langsomt tog fart.
Det var et stort skridt i forhold til det gamle landsbysamfund.
Vand skulle ikke længere hentes fra brønde eller lokale vandposter.
Den moderne bolig begyndte at få moderne installationer.
En ny slags fritid
1920’erne bragte også nye former for underholdning.
De første filmforevisninger havde blandt andet fundet sted på kroen, men i 1920’erne kom der en egentlig biograf.
Biografbygningen eksisterede helt frem til 1959. Den lå i den centrale del af Herlev og blev senere forbundet med den bygning, hvor Guldsmed Holmer havde forretning.
Filmen blev dermed en ny del af det lokale byliv. Man behøvede ikke længere nødvendigvis tage til København for at opleve den nye filmkultur.
Bussen kommer
Jernbanen havde siden 1879 forbundet Herlev med København og Frederikssund.
I 1920’erne kom endnu en transportmulighed:
buskørsel mellem Herlev og Brønshøj.
Brønshøj var på dette tidspunkt endestation for det københavnske sporvejsnet, så busforbindelsen gav Herlev en mulighed for at komme tættere på det københavnske trafiksystem.
Det var endnu et skridt mod den fremtidige forstad.
Herlevs forbindelse til København blev ikke længere kun bestemt af jernbanen.
Kommunen flytter
Også kommunens administration begyndte at få mere faste rammer.
I 1921 flyttede Herlev Kommunes administration fra skolen til Jens Femøres Hus.
Sognerådsmedlemmerne kaldte for sjov bygningen for “Herlev Rådhus”, men navnet slog ikke rigtigt an.
Et par år senere flyttede administrationen videre til Kammerrådens Villa ved krydset Herlev Hovedgade og Ringvejen.
Det er et lille, men vigtigt tegn på, at kommunen var ved at vokse ud af den beskedne organisation, den havde haft ved selvstændigheden i 1909.
Nye mennesker flytter til
1920’ernes Herlev tiltrak også nye beboere.
Et af de mest interessante kildematerialer er en erindring om nybyggerne i 1920’ernes Herlev.
Edith Winterberg fortæller om sine forældres start som nybyggere i Eventyrkvarteret i 1920’erne og 1930’erne. Hun fortæller også om sin egen barndom og om det at være tilflyttet københavner i Herlev.
Det viser, at Herlev allerede i 1920’erne begyndte at få en ny type beboer: københavnere, der flyttede ud til den landlige omegn.
Denne udvikling skulle blive langt stærkere senere.
Ikke alle havde det godt
Det er samtidig vigtigt ikke at fremstille 1920’ernes Herlev som en idyllisk forstad.
Et andet erindringsmateriale fortæller om livet i Herlev i mellemkrigsårene og beskriver især de fattige kår, som en stor del af landsbyens indbyggere levede under.
Der var altså stor forskel på mennesker i Herlev.
Nogle havde gårde, forretninger eller andre virksomheder.
Andre levede under meget beskedne forhold.
Det moderne Herlev voksede frem samtidig med, at det gamle landbosamfund stadig eksisterede.
Det politiske Herlev ændrer sig
Kommunens politiske liv begyndte også at ændre karakter.
I det første sogneråd fra 1909 var der to socialdemokrater og fem borgerlige medlemmer.
Ved kommunalvalget i 1925 så billedet anderledes ud:
- Konservative: 45,5 %
- Socialdemokratiet: 35,3 %
- Upolitisk håndværkerliste: 9,3 %
- Grundejerliste: 8,8 %.
Det viser, at Herlevs politik ikke længere kun handlede om et traditionelt landbrugssamfund.
Håndværkere, grundejere, arbejdere og nye byerhverv fik større betydning.
Købmand Knudsen
I 1920’erne var Henrik Peter Knudsen, købmand på Hjortespring, en toneangivende konservativ politiker.
Han sad i sognerådet fra 1913 til 1933 og var formand fra 1921 til 1933.
Han repræsenterede den gamle lokale økonomi, hvor købmandshandel, landbrug og gartneri stadig var tæt forbundne.
Efter ham overtog Jens Axelsen, der var mælkeforpagter.
Det siger noget om det Herlev, der stadig eksisterede:
købmanden og mælkeforpagteren sad ved roret i kommunen.
Men noget nyt var på vej
Samtidig begyndte en ny type erhverv og mennesker at få betydning.
Det var blandt andet derfor, at den politiske udvikling senere skulle føre til et skifte.
I 1930’erne blev Marius Peter Jensen, der var uddannet smed, en central politisk skikkelse. Han kom til at repræsentere de nye byerhverv.
Det skifte hører egentlig hjemme i næste artikel.
Men rødderne ligger i 1920’erne.
Herlev i slutningen af 1920’erne
Ved slutningen af årtiet var Herlev stadig langt fra den moderne forstad, vi kender.
Men forskellen fra 1909 var tydelig.
Herlev havde fået:
flere byerhverv
gartnerier
industri
vand i husene
biograf
busforbindelse
flere nye boliger
og en voksende forbindelse til København.
Samtidig kunne man stadig se:
gamle gårde
stråtækte huse
marker
heste
landbrug
og den gamle landsby omkring kirken og kroen.
En landsby på vej til at blive en by
Det er derfor svært at sætte én dato på, hvornår Herlev blev en by.
Forandringen skete gradvist.
1879 gav jernbanen forbindelsen.
1909 gav kommunen selvstyre.
1910’erne bragte elektricitet, biler og nye planer.
1920’erne bragte byerhverv, vand i husene, biograf, busser og nye beboere.
Og i 1930’erne skulle udviklingen tage endnu mere fart.
Herlev var stadig en landsby.
Men den var nu en landsby på vej til at blive en by.
Tidslinje
1921 – Herlevs administration flytter fra Herlev Skole til Jens Femøres Hus.
1921 – Herlev har 1.158 indbyggere.
1921 – Henrik Peter Knudsen bliver sognerådsformand.
1920’erne – vand bliver lagt ind i flere huse, og vandværket udvides.
1920’erne – byerhverv og gartnerier får større betydning.
1920’erne – der kommer biograf i Herlev.
1920’erne – busforbindelse etableres mellem Herlev og Brønshøj.
1924 – Socialdemokratiet får 48,4 % af stemmerne ved folketingsvalget i Herlev.
10. marts 1925 – kommunalvalg; Konservative får 45,5 %, Socialdemokratiet 35,3 %, en håndværkerliste 9,3 % og en grundejerliste 8,8 %.
1928–1929 – L. Købke Rimmer beskriver Herlev og Hjortespring som stadig meget landlige områder med gamle gårde, huse, kirke, gadekær og kro.
© 2026 Herlevs-Historie.dk. Juridiske politikker. Alle rettigheder forbeholdes. Denne artikel og dens tekst er ophavsretligt beskyttet. Teksten må ikke kopieres, gengives eller viderepubliceres helt eller delvist uden forudgående skriftlig tilladelse. Kilder og historisk materiale er angivet, hvor det er muligt.
