Herlev 1950–1955 – Barnevognenes By (HE13)
Det årti, hvor Herlev for alvor eksploderede
Da Herlev gik ind i 1950’erne, var udviklingen allerede i gang.
S-toget var kommet i 1949. Boligbyggeriet var begyndt at tage fart, og stadig flere unge familier flyttede til kommunen. Men ingen kunne på forhånd vide, hvor voldsom udviklingen ville blive.
I løbet af få år blev Herlev forvandlet fra en lille omegnskommune til et af de områder omkring København, hvor befolkningen voksede allerhurtigst.
Det var i denne periode, Herlev fik sit berømte tilnavn:
Barnevognenes By
Det var en periode, hvor boligbyggeri og tilflytningen af unge ægtepar – og dermed børn – gjorde Herlev kendt som Barnevognenes By.
Herlev ved indgangen til 1950’erne
I 1950 var Herlev stadig overraskende lille, hvis man sammenligner med nutidens kommune.
Bebyggelsen var hovedsageligt samlet omkring den gamle landsby Herlev og i mindre grad omkring Hjortespring.
Uden for de bebyggede områder lå stadig marker, gartnerier og gårde.
Luftfotos fra perioden viser tydeligt denne blanding af gammelt og nyt.
Det moderne Herlev var altså endnu kun en del af landskabet.
Men udviklingen var sat i gang
S-toget var kommet året før.
Det gjorde det langt lettere at bo i Herlev og arbejde i København.
Samtidig blev der bygget nye boliger, og flere unge familier flyttede til.
Dermed opstod en selvforstærkende udvikling:
Flere boliger → flere familier → flere børn → større behov for skoler og institutioner → endnu flere kommunale investeringer.
Bjarne Kaspersen Hansen beskriver det meget præcist: befolkningsudviklingen var for alvor begyndt at tage fart, og presset på skolevæsenet voksede.
Barnevognene kommer
Det var ikke kun antallet af mennesker, der voksede.
Det var især antallet af børn.
De unge familier, der flyttede ind i de nye boliger, havde ofte små børn.
Derfor blev barnevognen et nærmest dagligt syn i Herlev.
Der opstod den humoristiske bemærkning, at storken var bukket under for overanstrengelse.
Og så kom aviserne på banen.
Dagbladet Politiken begyndte at omtale Herlev som “Barnevognenes By” i begyndelsen af 1950’erne.
Tilnavnet blev hængende.
10.000 Herlevborgere
Væksten var så voldsom, at et rundt tal blev en særlig begivenhed.
I 1951 blev Herlevborger nr. 10.000 født.
Det siger noget om den enorme ændring.
På ganske få år var Herlev gået fra at være en lille kommune med et begrænset antal indbyggere til at være en kommune med 10.000 borgere.
Og det var ikke slut.
Skolerne kan ikke følge med
De mange børn skabte et akut problem.
Skolerne var for små.
Det var ikke længere nok at have Herlev Skole og de eksisterende skoleforhold.
Kommunen måtte bygge nyt.
Skolevæsenet blev derfor et af de helt store politiske temaer i 1950’erne.
Det var ikke kun undervisningslokaler, der var behov for.
Der skulle også være:
- skolegårde
- gymnastiksale
- lærere
- skolelæger
- tandpleje
- sundhedspleje.
Hele den kommunale organisation måtte vokse med børnene.
Sundhedsplejen
Allerede i 1948 havde kommunen ansat sin første sundhedsplejerske.
Jenny Nielsen begyndte den 1. juni 1948, hvor der var omkring 150 spædbørn i kommunen.
Det var begyndelsen på en opgave, som hurtigt voksede.
1950’ernes mange børnefamilier betød, at sundhedspleje blev en naturlig og nødvendig del af det moderne Herlev.
Nye boliger
Boligbyggeriet fortsatte i stor stil.
De første store almene boligbebyggelser var allerede begyndt før 1950:
Kilometergården
Herlev Byvænge
Herlev Ringgård
Elverbo
og
Herlevhuse.
De gav plads til mange hundrede familier.
Samtidig fortsatte parcelhusbyggeriet.
Herlev blev dermed en blanding af:
etageboliger
rækkehuse
villaer
og de gamle landsbyhuse.
Nye kvarterer
Byudviklingen betød også, at nye kvarterer begyndte at få deres egen identitet.
Herlevhuse er et godt eksempel.
Området blev opført efter krigen og fik mange af sine vejnavne fra mineraler.
Det var et helt nyt boliglandskab, som ikke havde noget at gøre med den gamle landsbys vejstruktur.
Det gamle Herlev havde veje med navne knyttet til gårde, landskab og personer.
Det nye Herlev fik planlagte boligområder og nye vejnavne.
Herlev Torv ændrer sig
Også centrum var under forandring.
I 1940’erne var Herlev Torv stadig en ret rodet blanding af gamle bygninger, gårdarealer og åbne områder.
I 1950’erne begyndte det at ændre sig.
Nye forretninger kom til.
Nye bygninger blev opført.
Og tæt ved stationen opstod der forventninger om, at området kunne blive kommunens nye handelscentrum.
“Strøget” i Herlev
Efter S-togets ankomst blev der bygget beboelses- og forretningsejendomme langs Herlev Hovedgade mellem Stationsvejen, den nuværende Toggangen, og Ringvejen.
Forretningerne fra omkring nr. 107 til 117 kaldte området “Strøget”.
Placeringen tæt på stationen gjorde det oplagt at tro, at dette kunne blive Herlevs nye handelscentrum.
Det fortæller meget om optimismen i begyndelsen af 1950’erne.
Man kunne se byen vokse.
Og man begyndte at planlægge efter den.
En ny slags butikker
De mange nye familier skabte et større kundegrundlag.
Det gav plads til nye specialbutikker.
Et charmerende eksempel er Ostehuset.
Kurt Poulsen åbnede sin osteforretning på Herlev Hovedgade i 1952.
Lokalet var kun ni kvadratmeter stort.
Så lille var butikken, at kunderne gik ind ad én dør og ud ad en anden, fordi der næsten ikke var plads til at vende sig.
Og udenfor?
Kø af barnevogne.
Det er næsten et perfekt lille billede på Herlev i 1952.
Herlevs byliv vokser
Byen fik flere butikker, mere trafik og flere mennesker på gaderne.
Det gamle landsbysamfunds handelsliv blev langsomt afløst af et egentligt bysamfund.
Men Herlev var stadig ikke København.
Man kunne stadig hurtigt komme ud til markerne.
Man kunne stadig møde gamle gårde.
Og gadekæret ved kirken eksisterede stadig.
Herlev Bypark
Omkring 1950 blev der anlagt en park omkring gadekæret og bag Herlev Kirke.
Det gamle gadekær fik dermed en ny funktion som en del af byens grønne område.
Parken blev især brugt af de mange hjemmegående husmødre, som i godt vejr kunne gå tur med deres barnevogne.
Det er svært at finde et bedre symbol på perioden.
Det gamle gadekær og den nye Barnevognenes By kom til at eksistere side om side.
Et nyt kommunalt system
Den kraftige vækst ændrede også selve kommunen.
I 1954 fik Herlev, ligesom flere andre omegnskommuner, det der i kilderne betegnes som “Gentoftestatus”.
Det betød blandt andet:
- borgmester valgt for fire år
- magistrat med rådmænd
- en mere moderne kommunal organisation.
Det gamle system med en sognerådsformand, der blev valgt for ét år ad gangen, blev dermed afløst.
Herlev var ganske enkelt blevet for stor til den gamle landsbykommunale struktur.
Kvinderne kommer ind i kommunalpolitikken
Kommunalvalget i 1950 gav også et historisk resultat.
Den første kvinde blev valgt ind i Herlevs kommunalbestyrelse.
Det var den konservative Ulla Worm, som ifølge kilden var en markant stemmesluger.
Hun blev senere socialudvalgsformand.
Det var endnu et tegn på, at det nye Herlev ikke kun handlede om flere huse og flere børn.
Det handlede også om et mere moderne samfund.
Valget i 1954
Ved kommunalvalget i 1954 stod Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti lige.
Det blev derfor Retsforbundets ene mandat, der kom til at afgøre, hvem der skulle have borgmesterposten.
Det endte med, at den konservative Valdemar Plantener blev valgt til Herlevs anden borgmester. Ulla Worm blev socialudvalgsformand.
Plantener skulle komme til at spille en meget vigtig rolle i Herlevs videre udvikling.
Herlev siger fra over for København
Væksten skabte også konflikter med København.
København havde et enormt boligproblem og ønskede, at omegnskommunerne skulle bidrage til at løse det.
Herlevs politikere var ikke nødvendigvis enige.
De ønskede i høj grad at bestemme over kommunens egen udvikling.
Med væksten kom derfor også en stærkere lokal selvbevidsthed.
Herlev var ikke længere bare en landsby i Københavns opland.
Kommunen var blevet en vigtig by i sig selv.
En kommune i eksplosiv vækst
Det er svært at beskrive 1950’erne uden ordet eksplosion.
Der kom:
flere boliger
flere børn
flere skoler
flere butikker
flere veje
mere trafik
flere kommunale opgaver
og
flere mennesker.
Herlev var midt i den største befolkningsmæssige forandring i sin historie.
Fra landsby til omegnsby
I begyndelsen af 1950’erne kunne man stadig se det gamle Herlev.
Men da årtiet nærmede sig sin afslutning, var billedet et andet.
Villakvartererne var vokset.
De almene boliger fyldte mere.
Trafikken var steget.
S-toget havde gjort København endnu tættere på.
Og den gamle landsby var nu kun én del af en langt større kommune.
Hvor kom navnet fra?
Det interessante er, at “Barnevognenes By” ikke var et kommunalt slogan.
Det var et tilnavn, som opstod i pressen.
Senere blev navnet så fast forbundet med Herlev, at det næsten blev en del af byens identitet.
I 1954 kunne Politiken igen skrive om “barnevognenes by”, hvor børnetallet voksede eksplosivt.
Navnet var altså ikke bare en vittighed.
Det beskrev en reel demografisk udvikling.
1955 – Herlev er blevet en anden by
I 1955 var Herlev langt fra den landsby, der havde eksisteret blot nogle få årtier tidligere.
Men det gamle Herlev var heller ikke helt forsvundet.
Kirken stod stadig.
Gadekæret var der.
Gamle gårde fandtes endnu.
Men omkring dem lå nu:
boligblokke
rækkehuse
villaer
butikker
skoler
nye veje
og tusindvis af nye borgere.
Herlev var blevet en moderne omegnskommune.
Barnevognenes By
1950–1955 er derfor et af de vigtigste kapitler i Herlevs historie.
Det var her, den udvikling, der var begyndt med jernbanen i 1879, for alvor slog igennem.
Jernbanen gjorde Herlev til en stationsby.
S-toget gjorde byen til en endnu tættere del af hovedstadsområdet.
Boligbyggeriet gav plads til de nye familier.
Og de mange børn gav Herlev et helt særligt ry.
Herlev var blevet Barnevognenes By.
Men det skulle vise sig, at denne titel kun var begyndelsen.
Tidslinje
1950 – Herlev går ind i årtiet med kraftig befolkningsvækst og begyndende forstadsudvikling.
1950 – Ulla Worm bliver den første kvinde valgt ind i Herlevs kommunalbestyrelse.
Omkring 1950 – området omkring gadekæret og Herlev Kirke anlægges som park.
1951 – Herlevborger nr. 10.000 bliver født.
1952 – betegnelsen “Barnevognenes By” dukker op i Politiken.
1952 – Kurt Poulsen åbner Ostehuset på Herlev Hovedgade.
1954 – Herlev får “Gentoftestatus” med borgmester og magistrat.
1954 – Valdemar Plantener vælges som borgmester efter et valg, hvor Socialdemokratiet og Konservative står lige.
1954 – Politiken omtaler igen Herlev som “barnevognenes by”.
1955 – Herlev er blevet en markant voksende omegnskommune, men de gamle landsbytræk eksisterer stadig side om side med de nye kvarterer.
© 2026 Herlevs-Historie.dk. Juridiske politikker. Alle rettigheder forbeholdes. Denne artikel og dens tekst er ophavsretligt beskyttet. Teksten må ikke kopieres, gengives eller viderepubliceres helt eller delvist uden forudgående skriftlig tilladelse. Kilder og historisk materiale er angivet, hvor det er muligt.
