Herlev 1945–1950 – fra krig til vækst (HE12)
Efter befrielsen begynder det store spring
Da Danmark blev befriet i maj 1945, var Herlev stadig en lille omegnskommune. Men kommunen stod samtidig på tærsklen til en udvikling, som skulle forandre den mere end noget tidligere i historien.
Besættelsen var slut, men problemerne var ikke.
Der manglede boliger. Byggematerialer var vanskelige at skaffe. Rationeringen fortsatte. Skolerne blev presset af flere børn, og kommunen måtte begynde at tænke langt mere langsigtet om boligbyggeri, trafik og byudvikling.
Og så kom den begivenhed, der for alvor skulle sætte fart på udviklingen:
S-toget kom til Herlev i 1949.
Herlev var på vej fra landsby til moderne omegnsby.
Freden kommer
Befrielsen blev fejret over hele landet.
Også i Herlev blev sommeren 1945 præget af fester og sammenkomster.
I juni blev der holdt en stor freds- og grundlovsfest, hvor omkring 600 mennesker deltog. Det svarede til omtrent en fjerdedel af kommunens indbyggere.
Der var faner, orkester, spejdere, skolebørn, lotter, samaritter og frihedskæmpere.
De politiske partier holdt festen sammen.
Det var et stærkt symbol på, at Danmark igen var frit.
Men samtidig var der en tydelig længsel efter noget helt almindeligt:
at få hverdagen tilbage.
Besættelsen var slut – men rationeringen fortsatte
Freden betød ikke, at butikkerne pludselig blev fyldt.
Mange varer var stadig vanskelige at få.
Rationeringen fortsatte i flere år efter krigen, og nogle varer var først helt fri af rationeringen et godt stykke ind i 1950’erne.
Der var især mangel på:
- ordentligt brændsel
- kaffe
- tobak
- byggematerialer
- mange importerede varer.
De dårlige erstatningsprodukter fra krigsårene var stadig en del af hverdagen.
Freden var altså kommet.
Velstanden var ikke kommet endnu.
Herlev skal bygges op igen
For Herlev var der et helt særligt problem: bolignød.
1930’ernes økonomiske krise og besættelsesårene havde efterladt hovedstadsområdet med et alvorligt boligproblem.
Samtidig flyttede flere mennesker fra landbruget til byerne og fra provinsen til København og omegnskommunerne.
Herlev havde noget, København ikke havde: plads.
Der var stadig store arealer med marker, gartnerier og tidligere gårdjorder.
Det gjorde Herlev interessant som boligkommune.
Boligbyggeriet begynder
Allerede under besættelsen var der blevet bygget nye boliger.
Men efter 1945 tog byggeriet langsomt fart.
En ny boligstøttelov vedtaget i 1946 forbedrede de økonomiske muligheder for boligbyggeri. Problemet var, at byggematerialerne stadig var en mangelvare.
Derfor blev udviklingen ikke så hurtig, som behovet krævede.
Men retningen var klar.
Herlev skulle bygge.
De første store boligbebyggelser
Et vigtigt skridt var opførelsen af de første større almene boligbebyggelser.
Kilometergården blev opført i perioden 1944–1946 og bestod af fire vinkelformede boligblokke i tre etager med i alt 144 lejligheder.
Det var noget helt andet end det gamle Herlevs gårde og små huse.
Her kunne mange familier bo samlet i moderne lejligheder.
Kilometergården blev begyndelsen på en udvikling, som senere skulle give Herlev et meget stort antal almene boliger.
Herlev Byvænge
Næste store projekt var Herlev Byvænge.
Bebyggelsen blev opført 1946–1949 og bestod af fem treetages blokke med i alt 120 boliger.
Herlev var dermed begyndt at få et helt nyt boliglandskab.
Hvor der tidligere havde været gårde og marker, kom nu boligblokke med mange familier.
Boligerne eksploderer i antal
Udviklingen kan ses tydeligt i tallene.
I 1940 havde Herlev Kommune 582 lejligheder.
Ved årsskiftet 1948/49 var tallet vokset til hele 1.520 lejligheder.
Det var en enorm forandring på mindre end ti år.
Og den var kun begyndelsen.
Nye boligområder
Flere store byggerier kom til:
- Kilometergården, 1944–46
- Elverbo, 1946–47
- Herlev Byvænge, 1946–49
- Herlev Ringgård, 1947–49
- Herlevhuse, 1948–50.
De nye boliger gjorde det muligt for familier at flytte til Herlev.
Og de nye familier havde børn.
Mange børn.
Det skulle snart blive et af kommunens største problemer.
Marius Jensen må gå
Den politiske udvikling var også dramatisk.
Marius Jensen havde været sognerådsformand siden 1937.
Men i 1946 måtte han forlade posten til fordel for Ludvig Købke Rimmer.
Jensen var kommet i konflikt med sine egne partifæller. Han var blandt andet blevet kritiseret for sin håndtering af kommunens brændselsindkøb under besættelsen og for sin støtte til det spekulative byggeri langs Herlev Stationsvej.
Det sidste punkt er interessant.
Kommunen ønskede ikke bare flere boliger.
Man ønskede også bedre boliger.
Kvalitet bliver et politisk spørgsmål
Diskussionen om boligbyggeriet handlede derfor ikke kun om antal.
Hvordan skulle Herlev se ud?
Skulle man tillade hurtigt og måske mindre kvalitetspræget privat byggeri?
Eller skulle kommunen satse på planlagte, almene boligbebyggelser?
Det blev et centralt spørgsmål.
De senere store almene byggerier blev opfattet som et kvalitetsmæssigt bedre svar på boligproblemet.
Herlev var begyndt at planlægge en by, ikke bare at tillade flere huse.
Skolerne kommer under pres
Boligbyggeriet havde en direkte konsekvens: Flere børn.
Derfor blev skoleforhold et af de helt store kommunale problemer i efterkrigsårene.
Boligbyggeri og skoleforhold er to af de vigtigste lokale udfordringer.
Herlev havde tidligere været en lille landsbykommune med et begrænset skolevæsen.
Nu kom der familier i hundredvis.
Og deres børn skulle have undervisning.
De første tegn på “Barnevognenes By”
Allerede omkring 1950 var konsekvenserne tydelige.
S-toget var kommet.
Boligbyggeriet var i gang.
Befolkningen voksede.
Og presset på skolerne steg.
Kilden beskriver udviklingen som så voldsom, at man spøgende sagde, at storken var bukket under for overanstrengelse.
Men det egentlige tilnavn kom først i 1952, da Politiken kaldte Herlev “Barnevognenes by”.
Så artikel 16 er faktisk historien om forudsætningerne for Barnevognenes By.
Sundhedsplejen kommer
Kommunen begyndte også at forberede sig på den nye befolkningssituation.
Den 1. juni 1948 ansatte Herlev Kommune sin første sundhedsplejerske, Jenny Nielsen.
På det tidspunkt var der omkring 150 spædbørn i kommunen.
Det er et fantastisk lille tal, fordi det viser, hvor hurtigt kommunen var ved at ændre karakter.
Et samfund, der få år tidligere havde været præget af gårde og gartnerier, havde nu så mange småbørn, at kommunen havde brug for en egentlig sundhedspleje.
S-toget kommer
Og så kom det store vendepunkt.
I 1949 kom S-toget til Herlev.
Jernbanen havde eksisteret siden 1879.
Men S-toget var noget andet.
Herlev blev nu endnu tættere knyttet til København.
Det blev lettere at bo i Herlev og arbejde i København.
Og det gjorde Herlev langt mere attraktiv som boligkommune.
En ny trafikby
S-toget var ikke den eneste transportmæssige forandring.
Ringvej B3 var under anlæg, men endnu ikke færdig omkring 1950.
Herlevs trafiksystem var dermed ved at blive bygget om.
Kommunen stod på tærsklen til en tid, hvor trafik, pendling og boligbyggeri skulle hænge tæt sammen.
Herlev omkring 1950
Hvis man kunne flyve over Herlev omkring 1950, ville man stadig kunne se en helt anden kommune end den, vi kender i dag.
Bebyggelsen var først og fremmest samlet omkring den gamle Herlev-landsby.
Hjortespring var langt mindre tæt bebygget.
Ude omkring lå stadig:
landbrug
gartnerier
åbne marker
og spredt bebyggelse.
Det moderne Herlev var altså endnu kun en del af landskabet.
Men de nye boligblokke stod der
Midt i dette landskab stod de nye boligbebyggelser.
Langs Herlev Stationsvej var kommunens første etageejendomme allerede opført under krigen.
Kilometergården var på vej til at blive en markant del af bybilledet.
Andre store almene boliger var på vej.
Det gamle og det nye stod bogstaveligt talt side om side.
Herlev Bygade omkring 1950
Bymidten var stadig langt fra et moderne butikscenter.
Langs Herlev Bygade fandtes blandt andet:
Bikuben
Schous Sæbehus
cigarhandler Bengtsson
Herlev Posthus
biografen
og en række små butikker og virksomheder.
Herlev var stadig en by, hvor man kendte butikkerne og deres ejere.
Men handelslivet var ved at ændre sig.
Den gamle biograf er ved at blive for lille
I 1950 stod den gamle biograf foran sin sidste tid.
Den var bygget i stumfilmens dage og havde kun 122 pladser.
Det var endnu et lille tegn på den udvikling, der var i gang.
Herlevs gamle institutioner var ganske enkelt ved at blive for små til den nye befolkning.
Marielyst bliver Ungdommens Hus
En anden vigtig bygning fik også nyt liv.
Marielyst på Herlev Hovedgade havde fra 1922 til 1945 fungeret som privat plejehjem.
Efter plejehjemmets lukning købte kommunen ejendommen.
Den blev indrettet som “Ungdommens Hus”, hvor foreninger kunne holde møder.
Modstandsbevægelsen bekostede et møbleret værelse, hvor unge fra Herlev kunne mødes i det fællesskab, der var opstået under besættelsen.
Det var en fin overgang fra krigstid til fredstid: et gammelt plejehjem blev til et sted for kommunens unge.
Feriekolonier til børnene
Også børnene fik nye muligheder.
Herlev Lærerforening havde allerede under og efter krigen arbejdet på at etablere en feriekoloni.
Man fik fat i barakker fra fæstningsbyggerierne i Hanstholm og indrettede en feriekoloni i Thy.
Senere kom kolonier i blandt andet Asserbo og på Bornholm.
Det var et vigtigt element i det nye Herlev:
Børnene voksede i antal, og kommunen og foreningerne begyndte samtidig at skabe nye muligheder for deres fritid.
1950 – Herlev står på tærsklen
Da 1950 begyndte, var Herlev derfor i en meget særlig situation.
Man kunne stadig se:
gårde
gartnerier
marker
det gamle gadekær
og den gamle landsby.
Men samtidig var der kommet:
boligblokke
nye familier
flere børn
S-tog
nye veje
sundhedspleje
og en stadig stærkere forbindelse til København.
Fra landsby til forstad
Perioden 1945–1950 blev derfor ikke bare en genopbygning efter krigen.
Det blev starten på den store forvandling.
Efter krigen skulle Herlev løse et akut boligproblem.
Men løsningen kom til at ændre hele kommunen.
Der blev bygget boliger.
Boligerne tiltrak unge familier.
Familierne fik børn.
Børnene pressede skolerne.
S-toget gjorde kommunen endnu mere attraktiv.
Og dermed opstod den udvikling, som få år senere gav Herlev sit berømte navn:
Barnevognenes By.
Tidslinje 1945–1950
Maj 1945 – Danmark befrias, og livet begynder langsomt at vende tilbage til normalen.
Juni 1945 – omkring 600 mennesker deltager i Herlevs store freds- og grundlovsfest.
1946 – Ludvig Købke Rimmer afløser Marius Jensen som sognerådsformand.
1946 – ny boligstøttelov forbedrer mulighederne for boligbyggeri.
1946–49 – Herlev Byvænge opføres med 120 boliger.
1947–49 – Herlev Ringgård opføres.
1. juni 1948 – kommunens første sundhedsplejerske, Jenny Nielsen, ansættes; der er omkring 150 spædbørn i kommunen.
1948–50 – Herlevhuse opføres.
1949 – S-toget kommer til Herlev.
1949 – beboelses- og forretningsejendomme begynder at præge området mellem Stationsvejen og Ringvejen.
1950 – Herlev står med én fod i den gamle landsby og den anden i den kommende forstad.
© 2026 Herlevs-Historie.dk. Juridiske politikker. Alle rettigheder forbeholdes. Denne artikel og dens tekst er ophavsretligt beskyttet. Teksten må ikke kopieres, gengives eller viderepubliceres helt eller delvist uden forudgående skriftlig tilladelse. Kilder og historisk materiale er angivet, hvor det er muligt.
