Herlev 1910–1920 – den lille kommune finder sin form (HE08)
Et årti mellem landsby og stationsby
Da Herlev blev selvstændig kommune, var det stadig en lille landkommune med omkring 900 indbyggere.
Det første årti som selvstændig kommune blev derfor ikke præget af en voldsom befolkningstilvækst eller store fabriksbyggerier. Forandringerne kom mere stille.
Det var i disse år, at Herlev skulle lære at fungere som kommune.
Der skulle styr på administrationen, skolerne, vejene, fattigvæsenet og økonomien. Samtidig begyndte elektriciteten at komme, bilerne viste sig på vejene, og der blev lagt planer for, hvordan Herlev kunne udvikle sig i fremtiden.
Det var med andre ord et årti, hvor den gamle landsby stadig dominerede, men den moderne kommune langsomt tog form.
Den nye kommune skal fungere
Herlevs første sogneråd havde ikke noget rådhus.
De første møder blev holdt på Herlev Skole, hvor der var plads til kommunens møder og administration. På det første ordinære møde den 5. april 1909 blev Aage Albing ansat som kommunesekretær. Samtidig besluttede sognerådet at søge en kassekredit på 5.000 kroner.
Det fortæller noget om den nye kommunes størrelse.
Administration var i begyndelsen noget, der kunne klares med meget få mennesker.
Men opgaverne voksede.
Kommunen skulle blandt andet tage sig af skolevæsen, veje, belysning, fattig- og forsørgelsesvæsen, vandforsyning, bygninger, sundhed og skatter.
En kommune med få penge
Herlevs første regnskabsår giver et interessant billede af den lille kommunes økonomi.
I 1909-10 brugte kommunen blandt andet:
4.020,88 kr. på hjælp til 15 fast fattige.
3.023,85 kr. på alderdomsunderstøttelse til 22 personer.
Rengøring kostede 32,34 kr. om måneden på Herlev Skole og 14 kr. på Hjortespring Skole.
Undervisningsmidler kostede henholdsvis 72,75 kr. og 45,88 kr. for hele året.
Det er små tal set med nutidens øjne.
Men for Herlev var det kommunale kerneopgaver.
Skolen er kommunens vigtigste institution
Herlev havde fået en ny skole i 1906, og den kom hurtigt til at spille en særlig rolle.
Den var ikke blot byens skole.
Den fungerede også som kommunens første administrationssted.
Skolen havde fire klasseværelser og gymnastiksal, men kun to af klasselokalerne blev i begyndelsen brugt til undervisning. Derfor kunne kommunen bruge et af de øvrige rum til sognerådets møder og administration.
Det siger meget om Herlev i 1910’erne: skolen var både skole og rådhus.
Elektriciteten kommer
En af de store moderne forandringer i perioden var elektriciteten.
I 1911 begyndte Herlev Kommune forhandlinger med Skovshoved Elektricitetsværk om levering af elektricitet til Herlev og Hjortespring.
Resultatet blev en kontrakt, hvor elektricitetsværket fik eneret på at føre ledninger og kabler gennem kommunen mod at betale en mindre årlig afgift til kommunekassen.
Skovshovedværket var på dette tidspunkt ved at udvide sit forsyningsområde. Kilder om værkets udvikling viser, at forsyningen omkring 1909 var blevet udvidet til blandt andet Lyngby og Gladsaxe.
For Herlev betød aftalen, at elektriciteten nu kunne begynde at blive en del af hverdagen.
Skolen får elektrisk lys
Det tog dog lidt tid, før alle fik glæde af den nye teknologi.
I 1913 blev der indlagt elektrisk lys på både Herlev Skole og Hjortespring Skole.
Det var et lille, men vigtigt skridt.
Indtil da havde mørket været en naturlig del af hverdagen.
Nu kunne skolerne få elektrisk belysning.
Vandværket fortsætter
Herlev havde allerede fået sit første vandværk i 1905.
Det lå ved Ålbrovej, det nuværende Tårnvænget, og var blevet etableret som et andelsselskab. Vandværket forsynede det centrale Herlev med vand helt frem til 1924.
I 1910’erne var den moderne vandforsyning derfor allerede en realitet i dele af Herlev.
Men kommunen var stadig langt fra at have den samlede forsyningsinfrastruktur, vi kender i dag.
Vandværk, elektricitet og senere kloakering kom gradvist.
Bilerne gør deres indtog
En anden nyhed var bilen.
I juli 1910 søgte fuldmægtig Georgjensen om tilladelse til at køre automobil på Stationsvejen, den nuværende Toggangen.
Sognerådet gav ham tilladelse på prøve i et halvt år.
Men der var betingelser.
Hvis en hest blev bange for bilen, skulle føreren udvise den størst mulige forsigtighed, køre langsomt og standse, hvis et hestekøretøj kom imod ham.
Det er næsten et lille øjebliksbillede af Herlev i 1910: bilen og hestevognen mødes på den samme vej.
Vejenes tid begynder
Bilen var kun begyndelsen.
I 1916 blev Stationsvejen åbnet for almindelig bilkørsel, dog ikke for lastautomobiler. For at kunne køre med biler i Hjortespring skulle vejene nogle steder udvides med to meter.
Kommunen måtte altså begynde at tænke på vejene på en ny måde.
De skulle ikke længere kun kunne bruges af:
hestevogne, cykler og gående.
Nu skulle de også kunne bruges af: automobiler.
Sognerådet begynder at tænke fremad
Noget af det mest interessante ved 1910’erne er, at sognerådet allerede begyndte at tænke på Herlevs fremtid.
I 1912 lod sognerådet udarbejde en vejplan.
Planen blev senere revideret i 1915 og igen i 1923.
På kortene var der allerede indtegnet et forløb for den senere Ringvej B-3. Også Vindebyvej, Borgerdiget og Tvedvangslinien var foreslået. Desuden var en omlægning af Frederikssundsvej syd for byen med på planerne.
Det er bemærkelsesværdigt.
De veje, vi i dag opfatter som en naturlig del af Herlev, begyndte altså at eksistere som idéer og streger på et kort allerede i begyndelsen af 1900-tallet.
Den lille stationsby begynder at vokse
Jernbanen fra 1879 havde allerede givet Herlev forbindelse til København.
Men nu begyndte et nyt mønster langsomt at vise sig.
Omkring stationen og langs de nye veje blev der mulighed for nye boliger.
Herlev var stadig præget af landbrug og gartneri, men stationsbyen begyndte at vokse frem.
Den store vækst kom først senere.
I 1910’erne var Herlev stadig en lille kommune.
Men retningen var sat.
Første Verdenskrig
Årene 1914–1918 blev naturligvis præget af Første Verdenskrig.
Danmark var neutralt, men krigen kunne mærkes i hverdagen.
Herlev var stadig et samfund med tæt forbindelse til landbruget, og krigens forhold påvirkede derfor blandt andet forsyninger og økonomi.
For Hjortespring findes der senere erindringer om, hvordan Første Verdenskrig især blev mærket gennem den store indkvartering af danske soldater fra sikringsstyrken.
Det var altså ikke en krigsfri hverdag, selv om kampene foregik langt fra Herlev.
Landbrug og gartneri er stadig vigtigt
Det er vigtigt ikke at lade de nye teknologier få Herlev til at se mere moderne ud, end byen faktisk var.
I 1910’erne var landbruget stadig en væsentlig del af kommunens liv.
Gartnerierne var også blevet en vigtig del af udviklingen. De intensive gartnerier krævede mange arbejdere, og udstykningen langs Ålbrovej havde blandt andet givet plads til arbejderboliger.
Herlev var derfor stadig en blanding af:
gårde og gartnerier
arbejderboliger og villaer
hestevogne og automobiler
petroleumslamper og elektrisk lys
landsby og stationsby
Det var netop denne blanding, der kendetegnede perioden.
Et lokalt foreningsliv
Samtidig voksede det lokale samfund.
Allerede i 1909 var Herløv Sogns Sygeforening blevet oprettet med 107 medlemmer fra Herlev og Hjortespring.
Foreningen skulle fungere som syge- og begravelseskasse. Første formand var Jørgen P. Olsen.
Sådanne foreninger var vigtige i en tid, hvor det offentlige sikkerhedsnet var meget mindre end i dag.
Det lokale fællesskab måtte hjælpe, når mennesker blev syge eller døde.
Herlevs befolkning vokser – men langsomt
Herlevs udvikling i denne periode var forholdsvis langsom.
Kilden om kommunens udvikling viser, at indbyggertallet først kom over 1.000 i 1921. Først omkring 1940 passerede kommunen 3.000 indbyggere.
Det betyder, at 1910’erne først og fremmest var et forberedelsens årti.
Der blev bygget fundamenter.
Der blev lavet planer.
Der blev etableret moderne forsyninger.
Og der blev skabt en kommunal administration.
Den store befolkningseksplosion kom senere.
Herlev i 1920
Da året 1920 nærmede sig sin afslutning, var Herlev derfor stadig langt fra den moderne forstad, vi kender.
Men forskellen fra 1910 var alligevel tydelig.
Kommunen havde fået:
sin egen administration
elektricitetsforsyning på vej
elektrisk lys på skolerne
vandværk
nye veje og vejplaner
automobiler
et voksende stationsmiljø
et stærkere lokalt foreningsliv
Og vigtigst:
en bevidsthed om, at Herlev skulle udvikle sig.
Fra agrarsamfund til stationsby
Herlevs egne borgere havde få år tidligere sagt: “Vi er, og vil vedblive at være en agrarisk by.”
Det var forståeligt i 1907.
Men udviklingen var allerede begyndt at arbejde imod en helt ren landbrugskommune.
Jernbanen, vejene, elektriciteten, bilerne, boligerne og forbindelsen til København gjorde det stadig lettere at bo i Herlev og have sit arbejde eller sine aktiviteter andre steder.
Det skulle blive den helt store udvikling i de kommende årtier.
1920 – næste kapitel begynder
I 1920 stod Herlev derfor på tærsklen til en ny tid.
Den første periode som selvstændig kommune havde handlet om at etablere kommunen.
Det næste årti skulle i højere grad komme til at handle om vækst.
Herlev skulle gradvist bevæge sig fra:
landkommune
til
stationsby
og videre mod
forstad til København.
Men den gamle landsby var endnu meget levende.
Gårdene lå stadig i landskabet.
Gartnerierne var aktive.
Hestene var stadig almindelige på vejene.
Og omkring kirken kunne man stadig genkende den gamle Herlev-landsby.
Det moderne Herlev var begyndt – men det gamle Herlev var langt fra væk.
Tidslinje 1910–1920
1910 – automobil får forsøgsvis tilladelse til at køre på Stationsvejen, nu Toggangen.
1911 – Herlev forhandler med Skovshoved Elektricitetsværk om elforsyning.
1912 – sognerådet får udarbejdet en vejplan, som senere revideres i 1915 og 1923.
1913 – Herlev Skole og Hjortespring Skole får elektrisk lys.
1914–1918 – Første Verdenskrig præger også hverdagen lokalt, blandt andet gennem indkvartering af sikringsstyrken.
1916 – Stationsvejen åbnes for bilkørsel; lastautomobiler er dog fortsat undtaget.
1920 – Herlev står fortsat som en lille kommune, men de første elementer til den senere stations- og forstadsby er på plads.
© 2026 Herlevs-Historie.dk. Juridiske politikker. Alle rettigheder forbeholdes. Denne artikel og dens tekst er ophavsretligt beskyttet. Teksten må ikke kopieres, gengives eller viderepubliceres helt eller delvist uden forudgående skriftlig tilladelse. Kilder og historisk materiale er angivet, hvor det er muligt.
