Ålbrokvarteret – fra landbrugsjord til boligområde

Ålbrokvarteret i Herlev har rødder tilbage til middelalderen og har udviklet sig fra landbrug, gartnerier og små ejendomme til et boligområde med villakvarterer og rækkehuse. Teksten følger områdets historie gennem gårde, udstykninger, vejnavne og etableringen af vandværk og vandtårn.

Den beskriver også hverdagen i de tidlige boliger og de senere boligbebyggelser, der afløste markerne. Højbjerggård, Krogården, Marielyst og Højstenshus fremhæves som centrale steder i kvarterets udvikling

Rødder i middelalderen

Området omtales allerede i 1400-tallet. Dengang ejede kronen og universitetet størstedelen af jorden i Herlev, men enkelte gårde var på private hænder. Blandt de tidligst kendte ejere var Mattias Jensen, som også er kendt fra kalkmalerierne i Herlev Kirke.

To gårde fik særlig betydning for områdets udvikling: Krogården og Marielyst.

Krogården lå ved gadekæret over for kirken. I 1674 fik gården kongelig bevilling til krohold og blev dermed Herlevs første kro. Senere fungerede den som ryttergård under Hjortespring Gods, inden den igen blev en almindelig landbrugsejendom.

Marielyst lå oprindeligt, hvor Herlev Rådhus ligger i dag, men blev senere flyttet til Herlev Hovedgade. Herfra udgik de første større udstykninger af grunde langs den daværende Ålbrovej omkring år 1900.

De første boliger

Bagermester Johannes Pitzner, der ejede Marielyst, begyndte sammen med murermester Nielsen at udstykke grunde og opføre boliger langs vejen. Mellem omkring 1900 og 1920 blev der opført en række ens dobbelthuse og mindre enfamiliehuse.

Boligerne blev opført i en tid, hvor Herlev stadig var et landbrugs- og gartnerisamfund. Mange af grundene var store nok til køkkenhaver, frugttræer og mindre husdyrhold, og flere familier dyrkede grøntsager eller producerede æg til salg på Københavns Grønttorv.

Gartnerier satte præg på området

Store dele af området omkring Tårnvænget blev gennem mange år præget af gartnerier. Det største var Højstenshus, som udviklede sig fra frilandsgartneri til en moderne virksomhed med omfattende drivhuse og produktion af blandt andet tomater og champignoner.

Gartnerierne skabte arbejdspladser for mange lokale, og adskillige unge fra Herlev havde deres første fritidsjob her. Samtidig satte den daglige trafik med hestevogne og senere lastbiler sit præg på vejene, ligesom lugten fra gødning og champignondyrkning var en velkendt del af hverdagen.

Vandværket og vandtårnet

En vigtig milepæl kom i 1905, da Johannes Pitzner etablerede områdets eget vandværk og vandtårn. Indtil da havde beboerne været afhængige af private brønde.

Vandværket blev drevet som et andelsselskab frem til 1924, hvor Herlev fik et kommunalt vandværk. Selve vandtårnet stod dog tilbage helt frem til slutningen af 1980’erne og var i mange år et markant vartegn i området.

Efter nedrivningen blev grunden omdannet til rækkehusbebyggelsen Kastanien.

Fra landbrug til villakvarter

Ålbrogård, som gennem generationer havde været en aktiv landbrugsejendom, blev nedlagt i 1948. De sidste landbrugsjorder blev udstykket i begyndelsen af 1950’erne, hvilket markerede afslutningen på områdets lange historie som landbrugsland.

Samtidig ændrede vejnettet sig. Den tidligere Ålbrovej blev i 1946 opdelt og fik de vejnavne, som området stadig kendes under i dag: Ålbrovej, Tårnvænget og Højsletten.

Nye boligområder

Fra slutningen af 1960’erne og frem blev flere af de tidligere gartnerier og marker omdannet til boligområder.

På Højstenshus’ tidligere jorder opførte Fagforeningernes Boligforening bebyggelsen Hedelyngen, som stod færdig i begyndelsen af 1980’erne. Arkitekturen vakte stor opmærksomhed, og bebyggelsen blev besøgt af mange interesserede fra hele landet.

Senere kom rækkehusbebyggelsen Kastanien, mens Søagerpark blev opført i begyndelsen af 2000’erne som den nyeste større boligbebyggelse i området.

Højbjerggård

I den vestlige ende af kvarteret ligger Højbjerggård, som blev opført i 1916 af Kristelig Forening for Offentligt Straffede Børns Redning. Institutionen blev gennem årene anvendt til forskellige former for social forsorg og senere behandlingstilbud for unge med særlige behov.

Højbjerggård udgør fortsat en markant del af områdets historie og udvikling.

Ålbrovej, Tårnvænget og Højsletten

Det siges, at Ålbrovej er byens ældste vej. Ålbrovej har omfattet hele strækningen fra Herlev Hovedgade til husvildeboligerne, men bliver i 1946 delt op i Ålbrovej, Tårnvænget og Højsletten. Vejen hed først Vandværksvej, derefter hed hele vejen Ålbrovej, og så i 1946 kom den nye navngivning, som vi kender den i dag. Bemærk Aalbrogaard, som lå der hvor Q8 tanken “Staalen” ligger i dag.

Sådan var hverdagen på Ålbrovej

De første huse på Ålbrovej var beskedne arbejder- og gartnerboliger. Husene på den ene side af vejen var næsten ens opført i to etager med en enkel planløsning. I stueetagen lå to små stuer, køkken og entré, mens førstesalen rummede to værelser med skrå vægge.

Komfuret i køkkenet var husets naturlige samlingspunkt. Det gamle jernkomfur blev både brugt til madlavning, bagning og opvarmning, mens et petroleumsapparat kunne tages i brug, når komfuret var slukket. En enkelt kakkelovn skulle varme stuerne op, men om vinteren var det ofte svært at holde kulden ude. Husene var sparsomt isolerede, og beboere har fortalt, hvordan kondensen kunne løbe ned ad væggene på de koldeste dage.

Bag køkkenet lå en lille gård med udhus, vaskerum, brændeskur og lokum. Vasken foregik ved gruekedlen, og et besøg på toilettet en frostklar vintermorgen var langt fra nogen fornøjelse. Mange familier holdt høns, og de store haver blev udnyttet flittigt. Her voksede kartofler, grøntsager, jordbær, hindbær og frugttræer, så mange husstande stort set kunne klare sig selv med friske råvarer.

Luftfotografier fra perioden viser tydeligt de lange, velholdte nyttehaver, som var en naturlig del af hverdagen i kvarteret.

Et kvarter med mange lag

Selv om Ålbrokvarteret i dag fremstår som et roligt boligområde, gemmer vejene på en lang og varieret historie. Fra middelalderens gårde over gartnerier, vandværk og små familieejendomme til moderne boligbebyggelser afspejler kvarteret udviklingen fra landsby til forstad.

Mange af de oprindelige huse findes stadig, og sammen med de senere boligområder fortæller de historien om et område, der gennem mere end hundrede år gradvist har forandret sig i takt med Herlevs udvikling.